Beate satte sig ned i en stol. 10 år efter at vi sagde farvel til hinanden på børnehjemmet, sad vi nu ved samme bord. To skæbner som var gået hver sin vej imens verdenen havde været i brand.
Beate fortalte sin historie. Hun var blevet på børnehjemmet til krigens slutning, da hendes forældre hurtigt opdagede at Hamborg var blevet bombemål. Hendes forældre havde ikke klaret krigen. De havde været hos en leverandør ude i byen da et bombeangreb fandt sted og var blevet kvalt i et beskyttelsesrum som følge af en ildstorm som ødelagde store dele af byen.
Familiens advokat havde passet på ejendommen og da Beate var blevet myndig da krigen var forbi, stod hun nu som ejer af bygningen. Det havde været en kamp for overlevelse hjulpet af pakker med fornødenheder sendt af søstrene på børnehjemmet i Danmark. Jeg var glad for at høre at hun havde haft et godt ophold under den nye ledelse på børnehjemmet, men var trist over at hendes forældre som havde taget mig ind imens at jeg ventede på at komme ud og sejle, var faldet bort. Senere mødte hun så Collins, der havde nogle ekstra opgaver til hende. Hjælpen fra Danmark og opgaverne fra Collins sørgede at det hele lige nøjagtigt kunne løbe rundt. Beate var chef. To unge enker Jutta og Ute udgjorde personalet.
Jeg betragtede hende mens hun fortalte sin historie. Da jeg lærte hende at kende på børnehjemmet var hun tynd og ranglet, nærmest helt uden former. Forstanderinden havde pålagt hende at bære korset for at rette på hendes holdning, hvilket havde givet hende nogle former. Nu var hendes blonde hår som havde hængt løst ned af kroppen bundet op i fletninger. Hun havde en dirndl kjole på. Hendes talje var smal og et bredt bælte som også havde en taske til byttepenge markerede det ekstra. Hun var endnu smukkere end jeg kunne huske, selvom de hårde år havde sat sine præg.
Vi kom ind på bygningen hvor hun boede og som hun drev sin forretning fra. Vigtigt af betydning var bygningens stand. Bygningen var beskadiget, men de havde rum til at tage Karen, Iris og undertegnede ind. Det var kælderværelser, men vi havde tag over hovedet i en by, hvor ikke alle var så heldige. Vi krammede da vi havde aftalt at flytte ind. Jeg ville fortælle min historie senere, men der var travlt oppe på kroen, så tiden var ikke til det nu.
Jeg gik tilbage til Brent og fortalte ham at jeg havde skaffet logi til os alle 3. Brent lånte en bil med chauffør og vi fik bragt vores oppakning til bygningen. De næste timer gik med at pakke ud.
Da jeg gik i seng godt træt af dagen begivenheder, fik jeg god et chok da jeg gik ud for at gøre et toiletbesøg. Beate havde en herre med ned til en af de andre kælderrum og hendes påklædning gav intet råderum for en anden forklaring end at det var ens af hendes betalene kunder. Hendes i forvejen velformede krop blev stramt markeret af det flotte læder korset hun bar. Hun havde sorte handsker på og sorte læderstøvler som gik hende oppe til knæet. Hendes påklædning udstrålede autoritet. Jeg må indrømme at jeg måtte slå blikket ned og skynde mig ind på værelset igen da jeg med det samme kunne mærke hvordan en begyndende rejsning trængte sig på.
Inde på værelset satte jeg mig i sengen og var i starten rystet, men jeg sad på værelset tænkte jeg over tingene igen og jeg havde selvfølgelig ingen viden om hvad det krævede at overleve i efterkrigstidens Europa. Jeg måtte tale med Beate om det næste morgen. Jeg havde dog ikke sovet mere end en time før der lød voldsom uro oppe fra kroen. Jeg hoppede i noget tøj og rendte ovenpå. En amerikansk soldat var blevet rigtig fuld og lavede postyr. Beate havde afsluttet kundebesøget og var klædt om til det tøj hun havde på når hun arbejdede oppe i krostuen prøvede det bedste hun gjorde, men han var stor. Jeg gik hen og tog fat i ham. Han vendte sig lynhurtig rundt, parat til at give mig en på hovedet, da han frøs.
“Viggo??? Hvad laver du her?”
Det var Wilson fra Hotel Bayou i Louisiana.
Wilson omfavnede mig voldsomt. Jeg var ved at miste luften. Det var kun få år siden at han tog afsted som soldat som en næsten spinkel teenager og nu var han blevet stor og muskuløs.
“Kender du denne mand?” Det var Beate som spurgte.
Jeg nikkede.
“Vi vil ikke servere mere alkohol til ham.”
“Det er i orden. Send en kande kaffe ned på mit værelse med 2 kopper. Så skal jeg nok tage mig af ham.”
Wilson fulgte med ned i kælderen.
Vi sad og snakkede om hvad der var sket på hotellet siden han tog afsted. Han var dog for træt til at tale om krigen og faldt derfor i søvn i min seng.
Jeg gik ud på gangen. Her mødte jeg Beate.
“Jeg var mistet min seng. Min ven er faldet i søvn i den. Har I et ledigt rum?”
“Nej. Kom ind til mig.”
Jeg gik op af trappen til 1. sal. Her var der en del lejligheder, som stod tomme fordi de var delvis ødelagte. Nogle var beboede. Vi kom til en dør og Beate lukkede op. “Det er privaten. Det er kun i kælderen at jeg har kunder.” Hun lukkede døren efter mig og begyndte at tage tøjet af.
Hun havde det flotteste korset under tøjet. Det gik hende til lige under brysterne og pressede dem op så de præsenterede sig på den bedste måde. “Du ser fantastisk ud” fløj det ud af mig.
“Tak. Men er det ikke bare korsettet?”
Jeg rømmede mig. “Nej. Du ser bare godt ud”
“Tak. Men det er min mormors korset. Min farfar havde set det i et postordrekatalog fra det amerikanske Sears. Det blev købt omkring århundredeskiftet og jeg beundrede det altid da jeg var barn. Da det blev klart at det var vanskeligt at drive kro uden tilgang til mad- og drikke, tog jeg det i brug for at lokke engelske og Amerikanske soldater ind. Det har gjort lykke”
“Så du sælger dig selv?” Selvom Collins havde sagt det, var der et eller andet i mig som ikke ville acceptere at den pige jeg havde kendt så mange år siden nu var en voksen kvinde som havde taget et alvorligt valg.
“Ja. For overlevelsen. Heldigvis var en af mine første faste kunder en Engelsk læge, som forsynede os med kassevis af kondomer. Men jeg kan nu godt lægge professionel afstand til dem jeg er sammen med for pengenes skyld og så dem jeg er sammen med fordi jeg kan lide dem.” Hun gik hen til mig og gav mig et kys.
“Skal jeg beholde korsettet på?”
Jeg nikkede. Det gjorde noget fascinerende ved hendes krop.
Vi lagde os i hendes seng. Nu var vi ikke længere to teenagere på et børnehjem som famlede sig frem. Nu var vi to voksne mennesker. Jeg kyssede hende og trak hende ind til mig. Hun duftede helt vidunderligt. Jeg lod min hånd glide ned i hendes skridt. Hun var våd. Vi kyssede igen. Jeg tog fat om hendes bryster og masserede dem blidt. Hendes hånd tog fat omkring mit lem og den blev stiv. Jeg slikkede hendes brystvorter og hun sukkede. Jeg stak en finger op i hende og hun stønnede af vellyst. Hun satte et kondom på mit lem. lagde sig i sengen på ryggen og jeg lagde mig ovenpå hende og lod mit lem glide op i hende. “Åh Viggo”.
Jeg trængte langsomt ind og pausede så et øjeblik før jeg begyndte at støde med en fast rytme. Beate sukkede og tog fat i mine brystvorter som hun masserede. Det var skønt. Jeg mærkede hvordan følelsen af at skulle få udløsning byggede sig op i min krop. Beate vred sig under mig. Jeg kunne mærke hvor svedig hun var.
Jeg fik udløsning og Beate kom næsten samtidig. Jeg stødte et par gange til og så trak jeg mig ud. Jeg faldt om på siden og vi kiggede hinanden ind i øjnene. Det var bestemt ikke sidste gang vi var sammen, hvis det stod til mig.
Kort efter faldt vi i søvn i hinandens arme.
Næste morgen gik jeg ned til mit værelset igen. Wilson sov. Jeg sneg mig ind og skulle til at tage noget tøj, da jeg pludselig hørte ham klage sig. “Nej. Nej. Nej.”
Jeg gik over til ham og ruskede i ham. “Wilson. Hvad er der galt?”
Han vågnede med et sæt “Steiner! Er han her?” Han begyndte at falme efter sin pistol.
“Stop. Der er ingen Steiner her. Du er i Hamborg. Det er mig: Viggo!”
“Undskyld.” Wilson faldt til ro. “Jeg har ikke været mig selv på det sidste.”
“Kan vi ikke gå op og få noget morgenmad? Jeg havde mange forsyninger med fra USA. Heriblandt rigtig kaffe, som I vist ikke har så meget af her i Tyskland.”
“Jo. Lad os det. Endnu engang undskyld”
Jeg gik i bad. Derefter gik jeg tilbage til værelset hvor Wilson ventede. Han gik ned og fik noget vand i hovedet, hvorefter vi sammen gik op i krostuen.
“Vil du se min dukke?” Stemmen lød velkendt, men der var noget forkert. Jeg kiggede ned på en stol ved væggen. Det var Gisela.
“Gisela. Hvor er jeg glad for at se dig.”
“Far. Hvem er den mand?” Der var ikke en gran af genkendelse i hendes øjne.
Hvad? Hvorfor kunne hun ikke genkende mig. En ældre mand som sad ved siden af hende rejste sig.
“Hr. Müller. Gisela er min datter. Kender vi hinanden?”
Beate var kommet op fra kælderen uden at jeg havde opdaget det og brød ind. “Hr. Müller! Viggo kendte deres datter fra før krigen. Han boede hos mine forældre.”
“Aha. Jeg var bare et øjeblik bange for at nogen ville udnytte hendes tilstand.”
Beate trak os væk og talte sagte til Wilson og mig.
“Gisela er ikke længere den Gisela, du kendte før krigen. Hun blev sendt til Østpreussen som sygehjælper og noget forfærdeligt skete derovre da Russerne kom. Mange kvinder blev mishandlet og voldtaget. Gisela fungerer som en 10-årig pige. Se på hende”
Jeg kiggede derover. Gisela havde allerede glemt os og koncentrerede sig om sin tøjdukke. Hun havde en traditionel dirndl kjole på og lange fletninger. Vi havde hørt historier om nogle af de ting som foregik østpå og hvis kun halvdelen var rigtig kunne hvem som helst have mistet forstanden.
“Jeg har opført en skillevæg på første sal, så Hr. Müller og Gisela deler et værelse. Det er det værelse med karnappen. Det eneste med vinduer. Der plejer Gisela at sidde det meste af dagen og lege med flag, samt dukker. Hendes far kom til skade under krigen og er sengeliggende det meste af tiden. Det er en meget sørgelig historie.”
Da jeg lærte Gisela at kende før krigen var hendes far ved de tyske statsbaner og jeg så ham faktisk aldrig. Jeg havde forestillet mig ham lidt yngre, men det var en trist historie at høre. Jeg følte mig heldig over at have været på afstand af krigen.
Jeg satte mig sammen med Wilson og han fortalte hvad der var sket efter at han var meget soldat. Han havde kæmpet i Frankrig og sejren så ud til at ligge lige før døren da det blev vinter og koldt, hvilket gjorde at de allierede fly ikke kunne komme på vingerne og dominere luftrummet som de plejede. Det udnyttede Tyskerne til en sidste offensiv. Det var der at han havde mødt Steiner. De havde kæmpet i en skov, da en granat slog ned ikke så langt fra Wilson. Han blev slået bevidstløs og endte i en grøft. Da han kom til sig selv, opdagede han at han havde en granatsplint i benet. Han skulle til at råbe om hjælp, da han hørte tyske stemmer i nærheden. Han fortsatte sin grusomme beretning:
“Jeg kiggede op over kanten og så nogle tyske soldater. De havde afvæbnet to af mine kammerater. En officer som jeg fandt ud af hedder Karl-Friedrich Steiner trådte om bag dem og dræbte dem med nakkeskud. Jeg kiggede mig om efter min riffel, men den var ødelagt. Da de tyske soldater var gået kravlede jeg over til dem. En af mine kammerater var ikke engang fyldt 19. Den dag sværgede jeg på deres liv at jeg ville finde den tyske officer og holde ham ansvarlig.”
Jeg kunne se på hans blik at han mente hvert et ord, men jeg havde også set hvordan hans oplevelser havde mærket ham. Han var ikke længere den dreng som lige havde bestået high school. Det var en mærket mand dybt tynget af sine oplevelser. Jeg følte mig heldig over at have været skånet for krigens gru..
“Rygterne vil vide at Steiner er her i Hamborg. Mine overordnede er ikke begejstret over min efterforskning, da de mener at Steiner kan blive et aktiv for dem. Han var udstationeret i den østlige del af Harzen før krigen som er en del af den russiske zone og der vil man gerne have et netværk som kan fortælle hvad russerne går rundt og laver.”
“Jeg kan spørge Brent om han kan hjælpe med oplysninger” brød jeg ind. Jeg er ingen detektiv, men jeg kunne spørge uden at blive en del af efterforskningen. Wilson takkede.
I det samme kom Iris og Karen ind. Wilson og Iris så hinanden og det blev en glædelig genforening. Jeg efterlod dem så de kunne samle op på al den tid de havde været adskilt og gik over til Beate. Jeg spurgte hende om der var endnu et ledigt værelse. Hun var ikke begejstret, men jeg havde talt med rederiet og de ville sende materialer med næste skib, så Wilson fik et rum hvor der var brædder for vinduet.
Nede i et kælderrum havde jeg indrettet et kontor i et lignende lokale. Borde, skrivemaskine og stole var fra skibet. Nu manglede de på skibet, men det var de kunne nok hurtigere skaffe nye møbler til skibet i USA end jeg kunne skaffe nogle her i Hamburg, så det var den letteste løsning. Indtil mere permanente kontorlokaler blev ledige, var kælderrummet mit kontor. Jeg sad og skrev på en rapport til kontoret i USA, da jeg hørte nogle stønnende lyde fra hjørnet. Jeg undersøgte kontoret og fandt et skudhul i væggen bag et skab, hvor lyden kom fra. Jeg slukkede lyset i kontoret og kiggede ind gennem hullet. På den modsatte væg kunne jeg se det spejl som dækkede over kameraet vi skulle spionere med.
Inde i rummet så jeg en mand med læder-manchetter hans arme hængende i nogle reb. Han havde fået lædersnører bundet om pung og roden på hans lem. Hans ansigt var dækket af en halvmaske. Ved siden af stod Beate i hendes stramme korset og svingede pisken blødt men bestemt over mandens kønsdele. Han havde et stort bid i munden. Han havde skreget højere, hvis det ikke havde været tilfældet. Nu blev det kun til nogle undertrykte dyriske hvin og grynten.
Beate holdt inde med piskningen og gik over til manden. Hun slikkede hans brystvorter. Da de var stimuleret så satte hun nogle klemmer på. Det gav et sæt i manden og han kom med nogle klynkende udbrud. Hans lem stod op som om at den var støbt i cement.
Hun fortsatte med at piske ham. Pludselig kunne han ikke holde sin udløsning tilbage. Med et kraftigt sprøjt stod det ud over gulvet.
Beate hånede ham imens hun tog hårdt fat med hånden og pressede de sidste dråber ud. Manden sank sammen i rebene. Beate befriede ham og hjalp ham over til en bænk hvor han satte sig hårdt ned. Han takkede hende hvorefter han klædte om. Jeg kunne se at han var fra den Engelske hær da han tog sin uniform på men han vendte ryggen til så jeg ikke kunne se hans ansigt.
Jeg rykkede skabet på plads igen. Hele scenen havde givet mig en mærkelig uro i bukserne. Men det lykkedes at mig at finde ro igen og få lavet noget arbejde.
Da jeg gik op for at spise frokost, søgte jeg Beate. Det lykkedes mig at få hende overtalt til leje et værelse til Wilson. Værelset havde ingen vinduer - kun brædder for vinduerne. Jeg havde dog skrevet til rederiet at jeg skulle have nogle vinduer over fra staterne. Jeg havde tjent en ganske god sum penge på at samarbejde med en læge i Louisiana, så jeg tænkte at lægge ud i starten. Så kunne Beate betale mig tilbage senere. Det var en løsning hun accepterede da jeg forelagde hende den, men hun insisterede at betale tilbage så hurtigt som muligt.
Det var blevet aften da jeg gik ned i kælderen. Jeg kom forbi det rum hvor Beate drev sin forretning. Døren var åben og Beate gik rundt derinde. Hun virkede frustreret og jeg gik ind for at spørge om jeg kunne hjælpe hende med noget.
“Det er denne wireklemme på pinebænken, som jeg ikke kan gøre fast. Jeg bliver ved med at tabe møtrikken på undersiden.”
Jeg lagde mig ind under bænken. Den var tyk så man kunne ikke se undersiden samtidig med at man så på oversiden. Det var en såkaldt bøjlewirelås og møtrikken skulle ind over boltene som stak igennem bordet. Det var ikke nemt hvis man var alene om det. Jeg hjalp hende og alle wireklemmerne sad på bordet.
“Kan de holde?” mumlede hun “Viggo. Kan du ikke lægge dig på pinebænken?” Det var egentlig bare en bordplade så jeg lagde mig på den.
“Nu giver jeg dig læder-manchetter på hænder og fødder og gør deres kæder fast. Så prøv at se om du kan komme fri.”
Jeg lå udstrakt på pinebænken med hænderne over hovedet. Jeg kunne ganske rigtigt ikke komme fri.
Beate lukkede døren. “Lad mig sige tak for hjælpen.”
Hun knappede mine bukser op og tog fat i min lem. Så gav hun sig til at slikke på den. Det var skønt. “Mere” bad jeg.
“Jeg bestemmer farten.” svarede hun og rakte ud efter det bid som jeg havde set manden have i munden. “Mmmmff!” var det eneste jeg kunne sige efter det kom i.
Beate tog fat igen. Hendes tunge var vidunderlig. Jeg prøvede at vende og dreje mig men med både hænder og fødder udstrakt og fikseret med læder-manchetter, var der ikke noget at gøre. Jeg var fuldstændig prisgivet til Beates behandling. De skønneste følelser gled igennem min krop. Hun gabte ind over penishovedet og begyndte at sutte mens hun masserede mine kugler med sin hånd.
Det kunne jeg ikke stå imod. Jeg fik udløsning og Beate slugte min safter. Derefter befriede hun mig og jeg kunne trække mig tilbage for natten efter et kys.
Thank you for rating this article.