Er dette vejen til New Orleans? Birthe kiggede forvirret på kortet.

“Prøv at checke GPS’en igen. Det kan være at der er kommet signal” jeg var en smule irriteret.

Vi havde gennem flere måneder kørt gennem USA for at lede efter en dansk direktør som var forsvundet under en ferie. Til sidst var han blevet fundet, men der manglede nogle penge. Via vidner og en sporingsenhed i hans bil havde vi kørt ruten igennem for at se om der var af mulige steder hvor pengene kunne være gemt. Der var mange interessante spor. Små IT-virksomheder som kunne være stråmænd. Det var dog noget som advokatfirmaet hjemme i Danmark måtte arbejde videre med. 

Nu hvor vi var i USA, var der en anden opgave vi kunne se på. Hjemme i Danmark havde min afdøde onkel Viggo efterladt en række dagbøger. Der var nogle ting i dem som jeg ville fact-checke. Derfor fandt vi os kørende rundt i Louisiana faret vild på jagt efter en by, jeg ikke kunne finde på kortet.

“Lad os spørge om vej på den rasteplads som kommer om lidt” sagde Birthe.

Vi kørte af motorvejen. Det var en rasteplads med tankstation, motel, cafeteria og supermarkedet. Jeg tankede bilen mens Birthe var inde i supermarkedet. Da hun kom tilbage havde hun nyt.

“Jeg faldt i snak med ekspedienten. Han ved noget om Gatorville.”

Lidt senere sad vi og talte med ekspedienten som havde fået fri fra arbejde. Han fortalte at landsbyen Gatorville ikke længere eksisterede. Da man lavede det nuværende Highway system forsvandt en masse små bysamfund fordi at trafikken blev ledt uden om dem. Hans farfar havde startet supermarkedet og hans kusine var lokalhistoriker og kendte til historierne om lokalområdet.

“Dennis. Skal vi ikke følge op på det?”

“Jo. Men klokken er blevet mange. Lad os checke ind på hotellet.”

Vi takkede ekspedienten og checkede ind på hotellet. Næste morgen kørte vi ud til Heather. Det var en ung sort dame i 20’erne med langt flot hår.

“Velkommen. Min fætter har fortalt at I ville kigge forbi. I ville vide noget om Gatorville.”

“Ja. Min afdøde onkel arbejdede på et hotel under 2. verdenskrig. Hotel Bayou hed det. Jævnfør hans dagbogsnotater var det ejet af to kvinder.”

“Ja. Det blev revet ned for nogle år siden. Faktisk står der kun to-tre huse tilbage af Gatorville og resten er vildnis.”

“Vi bemærkede nogle ruiner på vej hertil. Var det en del af byen?” spurgte jeg.

“Nej. Det var en statsanstalt for sindssyge. En af de oprindelige hospitaler opført efter Kirkbride modellen. Det var en slags samfund i samfundet. Alt er desværre også et vildnis derude og tænk sig. De havde over hundrede patienter under 2. verdenskrig.”

“Det var det jeg ville ind på da min onkels notater viser at han kom der i forbindelse med sit ophold på hotellet.”

“Jo. Ser du. Det er en smule bizart. Kan du love mig at holde min families historie ude af eventuelle ting du måtte fortælle til andre?”

“Selvfølgelig! Du har mit ord.”

“Det specielle med hotellet var at de tog forældreløse ind og mange af drengene blev iklædt pigetøj så de kunne være tjenestepiger.”

“Det er bizart nok det min onkel skrev.”

“Ser ud. Min farfar som startede supermarkedet og senere de andre forretninger på rastepladsen var en af de sidste børn som arbejdede på hotellet. Hver gang at de ikke opførte sig ordentlig, så blev de tvunget til at bære korset og blev til stuepiger. Alternativet dengang var kastration da loven i Louisiana åbnede denne mulighed overfor unge som blev anbragt på hospitalerne.”

“Ja. Vi har desværre haft en lignende lovgivning i Danmark. Grufuldt.” kommenterede jeg.

“Han fortalte om en ung mand fra Danmark som var på flugt fra nogle i Californien som arbejdede der samtidig. Det må være din onkel.”

“Hvad med hospitalet?”

“Da jeg var teenager var vi 3 piger som var meget interesseret i områdets historie. I forbindelse med en high-school opgave kom jeg ud for den mest bizarre oplevelse i mit liv.”

“Jeg var 17 år gammel. Vi gik ud til det forladte hospital. Min farfars søster som var den sidste bestyrer af Hotel Bayou havde efterladt en række nøgler. De gik begge bort som følge af komplikationer på grund sukkersyge som vi lever med i familien. Da vi ryddede hotellet i 1990’erne røg meget af det ud til motellet, mens meget andet røg ud. Da vi kom ud til hospitalet prøvede jeg de forskellige nøgler af og vi kom indenfor.”

“Det måtte have været et hyggeligt sted” kommenterede Birthe.

“Ja. Men også spændende. Mærkelige maskiner. Elektrochok. Spændetrøjer i alle mærkelige udformninger. Vi kom til et rum hvor der stod en række træstole. Først kunne vi ikke finde ud af hvad de skulle bruges til, men så var det at vi fandt manualerne.”

“Mærkelig nok var der stadig tændt for strømmen til hospitalet. Måske havde elværket glemt at frakoble det eller også var det til tyverialarmer som ikke længere virkede. Jeg ved det ikke.”

“Modig og dumdristig som jeg var som ung, accepterede jeg at prøve stolen først. For at sidde i stolen skulle man være nøgen og have et korset på. Jeg var nær aldrig kommet i korsettet. Hvordan kvinder kunne bære den dengang var over min forstand. Mine to veninder trak i snørerne og jeg følte det som om at de ville skære mig over i to dele, men jeg fik det snøret til sidst og tog plads i stolen.”

“Til arme og ben, samt krop var der brede læderremme. Da de havde spændt mig fast, kom de til noget skræmmende. En læderhætte som havde åbninger til næse og mund. Mine ene veninde lod den glide ned over mit hovede og så spændte hun den ind til hovedet med nogle spænder. Egentlig var der også ørepropper, men de var gået til. Godt det samme. En ulækker gummi-gag blev fundet. Det mindede lidt om en kort tissemand. Man kunne trække vejret igennem den, da der var boret et hul i den. Så skubbede de en maskine hen til mig. Det var en gammel udgave af en Magic Wand. Den hed noget andet, men fungerede på samme måde. De startede den og det føltes rart. Jeg blev hurtig våd.”

“Det må have været meget intens” sagde Birthe med en stemme som fortalte mig at det var hun næsten interesseret i at prøve selv.

Heather fortsatte: “Rigtig intens blev det først da min veninde monterede et blindfold som jeg skulle have haft på fra starten af. Sådan at sidde i mørke og næsten ikke kunne høre noget samtidig med at jeg blev stimuleret gjorde mig liderlig. Jeg fik en voldsom orgasme og så en til. Det var som om at man slet ikke kunne få en ende på dem. Jeg havde været sammen med en enkelt fyr forinden og det kunne slet ikke måle sig.”

“Jeg skreg og skreg af vellyst. Da min veninde prøvede maskinen bagefter stod det mig klart at disse skrig blev hørt som undertrykte brøl på grund af gaggen. Jeg følte det som om at jeg havde siddet der hele dagen, men efter at min veninder befriede mig fortalte de at jeg kun havde siddet der i cirka en time.”

“Virkelig fantastisk. Bare man kunne prøve en sådan maskine i dag.” udbrød Birthe.

“Det kan sagtens lade sig gøre.” svarede Heather.