Teenageren Matthew er tilbage i Gatorville på sommerferie i året 1916. Den store krig er nu gået ind i en ny fase og livet er hårdt i skyttegravene. Alt det mærker Matthew ikke noget til i den lille sydstatsby Gatorville, men så sker der så mange andre ting.

—

En måned var gået. Snakken om, hvorvidt jeg havde indladt mig med en dreng, flød i byen. Jeg kunne ikke tilbagevise historien uden at hænge James ud og jeg regnede med at Eliott holdt tand for tunge.

Da jeg var ved Købmanden for at hente varer til hotellet, hørte jeg to kvinder tale. De troede at jeg ikke kunne høre dem, men det kunne jeg.

“Det er den dreng igen. Der er noget sygeligt over ham og hans tante er ikke bedre. Nogen siger, at hun er sammen med deres kusk.” lød det fra den første.

“Det kan du ikke mene. Det er naturstridigt” kom det fra den anden kvinde.

Jeg dukkede hovedet. I det samme kom Anna og James’s bedstemor ind. Hun havde hørt dem tale. “I skulle skamme jer med al jeres sladder. Jeg kender både drengen og hans Tante. Hun er byens skolelærerinde. Støt op om skolen som institution istedet for at bagtale den.”

“Måske er tiden moden til en ny lærerinde” kom det forsigtigt fra Købmanden.

“Jeg er formand for skolens bestyrelse og jeg har egenhændigt finansieret nye bøger og fået sommerskolen op og stå. Hvis I fyrer lærerinden, så stopper min støtte til skolen og hvor ville det så være. Det er ikke fordi I betaler meget til den!” Bedstemoderen var vred.

De kiggede ned i jorden. Der var ingen tvivl om, at det var Anna og James’s familie, som var dem, der var store på egnen.

Ikke så langt fra byen var der en øde lade, som havde tilhørt en nu nedlagt gård. En dag, hvor der var så lidt at lave på hotellet at jeg havde fået fri, sad jeg i laden på en sten en eftermiddag alene, trist, da der lød en stemme.

“Matthew. Hvad laver du her?”

Det var James og Anna.

“Har I hørt rygterne i byen?” spurgte jeg

“Dem om dig eller dem om din tante?” spurgte Anna

“Begge!”

“Jeg beklager” sagde James “Jeg har fundet ud af at det er gamle Weaver som har spredt rygtet. Han ser ikke så godt mere og han har formentlig troet at du var mig. Vi ser jo alle ens ud når vi har overalls og lys trøje på hvis man ser på afstand.”

“Jeg tror i hvert fald ikke på, at du er til drenge. Ja. Jeg ved det.” sagde Anna og kom hen til mig, hvorefter jeg fik et kys.

“Lad os gå ind i laden” sagde James. “Måske ligger gamle Weaver på lur.”

Vi gik ind i laden og kravlede op på høloftet af en træstige der ikke var al for solid.

Vi lagde os på ryggen. De to søskende lagde sig på hver side af mig og kiggede oppe på himlen.

“Tænker du nogensinde på hvordan det ser ud over i Europa med al den krig? Og hvad med dine forældre?” spurgte James.

“Der går ikke en dag, uden at jeg tænker på dem," svarede jeg.

“Kan I ikke lade være med at tale om så kedelige ting?” sagde Anna “Jeg må indrømme at jeg har tænkt på dig siden turen i kælderen over på hospitalet.”

“Jeg har også tænkt på dig”

“Vil du mærke mine bryster?” spurgte hun.

“Tænk ikke på mig," sagde James.

Anna løsnede seler og slå smækken ned på sine overalls. Hun trak op i blusen og korsettet kom til syne. Jeg kunne ikke lade være med at se på det. Hun rejste sig op og satte sig oven på mit bryst. Hun var heldigvis ikke ubehagelig tung. “Mærk dem..” sagde hun. Jeg tog fat og æltede dem.

I samme øjeblik knappede James bukserne op. Han tog min penis ud og tog den ind i munden.

“Åhh.” udstødte jeg.

Anna bukkede sig ned og kyssede mig mens jeg fortsatte med at massere hendes bryster. “Jeg vil have dig” sagde jeg.

“Men du må vente. Jeg vil ikke risikere graviditet. Lad James tilfredsstille dig” svarede hun

James havde godt styr på hvad han lavede. Hvem ved hvad rektor havde haft gang i med ham, men der gik ikke lang tid før jeg fik udløsning. James tog næsten alt ind.

“Åh. Det var skønt” sagde jeg.

“Vi er ikke færdige," sagde Anna. Hun rejste sig op og sammen med James blev jeg lagt om på maven. De fandt et gammelt reb som de bandt omkring mine arme og krop to steder, så jeg lå med armene ind til kroppen. Derefter vendte de mig, så jeg lå på ryggen igen.. Anna smed sine overalls og kravlede ovenpå mig, så hendes skrift var lige ud for min mund. "Slik", kommanderede hun.

Noget tøvende brugte jeg tungen og det gjorde hende godt. Hun stønnede højt da jeg havde gjort det i et stykke tid og sank så sammen over med et suk. Hun rullede af og de befriede mig. Vi lå længe og talte, før vi gik hjem igen.

En uge senere var jeg på vej over til hospitalet med et brev fra min tante, da jeg længere fremme på vejen så Weavers hestevogn holde på vejen. En knægt, som bar en pose over ryggen, talte med ham. Da han så mig, hilste han på mig med et skævt smil.

“Hej Matthew. Vil du ikke køres en del af vejen?”

“Jo tak. Det ville være rart” svarede jeg. Jeg vidste at Weaver boede på den anden side af hospitalet, så det kunne være rart med et lift og det ville ikke være en omvej for Weaver, da han boede i et lille slidt hus nogle kilometer efter hospitalet på vej mod de store sumpområder. Den anden dreng kravlede også om bord. Han præsenterede sig som Garvin. Han var på farten, som man siger.

Vi havde kørt en kilometer, da jeg stille sagde. “Det rygte med mig og en dreng har intet på sig”

“Hmm. Jeg kunne sværge på at jeg så dig gå fra stedet da jeg kørte forbi en halv time efter at jeg havde set 3 skikkelser være noget intime på lang afstand.” svarede Weaver.

“Jeg passerede nogle drenge ude fra overdrevet", løj jeg.

“Hmmm.” Han sagde ikke mere.

“Hvor kommer du fra?” spurgte jeg Garvin.

“Fra…. Atlanta” svarede han tøvende. Jeg kiggede på Weaver. Vi vidste begge at det var løgn, men landevejen var fuld af folk der ville den ene vej og den anden vej. Måske flygtede han fra noget.

Da vi kom til hospitalet, sagde jeg at jeg skulle af.

“Er du sikker på, at du ikke vil have en kop kaffe?” spurgte Weaver.

“Ja. Jeg har en aftale med doktor Roland Flush” svarede jeg.

Jeg steg af og hestevognen kørte roligt af sted, indtil jeg ikke kunne se den for skoven. Inde hos Roland gav jeg ham brevet, som min tante havde fået nede på stationen. Han var glad. “Vi har fået bevilling til mere forskning, så til næste sommer kan vi lave flere forsøg.”. Han gik ud til køkkendamen og bad om kaffe og kage til os begge.

Vi talte om løst og fast. Jeg fortalte om det rygte som løb i byen. Roland var godt klar over det. Han var bekymret over min tante. Det kunne gå helt galt hvis de forkerte folk fik nys om det og besluttede sig for at gøre noget ved det. “Jeg tænker, at vi skal tage til det store antebellum bal på hotellet inde i New Orleans. Jeg kan tage din tante med og du kan gå med Anna”. Det skulle effektivt stoppe alle rygter.

“Jamen. Hvordan vil du overtale Anna’s bedstemor?” spurgte jeg

“Nemt nok.” Han åbnede en skuffe og tog det forfærdelige bur frem, som havde omkranset min penis året før. “Det er kun for en aften” sagde han, da han så mit skuffede blik.

Det var et stort offer at give, men hvis det kunne slå rygtet ihjel, så var det til gavn for både min tante og mig.

“Men før du går, kunne du så gøre mig en tjeneste?” spurgte han

“Ja. Hvad skal det være?”

“Jeg skal bruge mere materiale til mine tests.”

“Åh. Nej. Det er så hårdt.”

“Så lad mig ordne det her oppe.”

“Ok.”

Han viste mig ind i hans soveværelse og bad køkkendamen om at vi skulle være uforstyrret. Inde i soveværelset fik jeg besked på at tage tøjet af så jeg kun havde korsettet på og ligge mig på ryggen i sengen. Han kom med et øjenbind, som jeg tog på, hvorefter han bad mig slappe af. Snart mærkede jeg hans ene hånd om min pung, mens den anden tog fat om min penis.

“Bare slap helt af," sagde han stille mens han mastruberede mig.

Jeg stønnede tungt. Det var dejligt.

“Jeg ved godt at mange her fordømmer samvær mellem personer af samme køn og jeg er helt klart også til kvinder, men det er ikke så unaturligt som mange får det til at lyde.

“Å.åhhh” gispede jeg, da mine væsker stod ud af mig. Roland havde i sidste øjeblik ført min penis ind i et rør, som samlede mine væsker op.

Roland satte en prop på røret og satte sig så oppe i sengen med mig. “Hvad gør du på skolen? Sker det ikke, at nogle af drengene gør tilnærmelser til hinanden?”

“Ja. Men ikke til mig. Jeg har gjort det klart for dem, at de må gå til nogle andre.”

“Hmmm. Det er et svært miljø at navigere i. Godt det ikke er mig. Tag dit tøj på. Jeg skal bruge dig om 14 dage.”

Da jeg havde fået tøjet, begav jeg mig hjemad. Jeg var nået cirka halvvejs, da jeg hørte en person løbe inde mellem træerne. Jeg kiggede og det var Garvin som løb med et forskræmt blik i hans øjne. Jeg kaldte på ham og vi fik øjenkontakt et sekund, men så vendte han sit ansigt væk og løb længere ind i skoven. Jeg var en smule bekymret da der var mange sumpe i området her i den sydlige del af Louisiana. Jeg tænkte ikke mere på det og var snart hjemme hos min Tante.

“Roland siger, at vi skal tage til det store bal. Kunne du gå over til ham og snakke med om det praktiske?” spurgte jeg.

“Ja. Hvorfor ikke?" sagde min tante. “Jeg gætter på at du vil have Anna med”

Jeg nikkede. “Hvis hendes bedstemor giver lov”

Næste dag var jeg på hotellet. Hr. Ross sagde at vi manglede mel i køkkenet og jeg skulle gå ind til købmanden og hente det. Da jeg kom til butikken, stod der lukket på døren. Jeg kiggede ind af vinduerne, men der var helt mørkt i butikken. Vi vidste alle, at købmanden, som næsten var 60 år gammel, var træt og undertiden sov til middag, så jeg gik tilbage til hotellet. Hr. Ross fik fat i Mary. “Kan I begge ikke hente mel? Mary. Du har vel nøgle?”

Mary nikkede, og vi gik hen til butikken igen og om på bagsiden. Da vi kom ind på lageret, kunne vi høre stønnen fra et sidelokale. Mary råbte. “Onkel. Det er mig og Matthew. Vi skal hente noget mel til hotellet.”

Døren gik op og købmand Ambrewster kom ud svedende over hele kroppen. Han havde kun undertøj på. En heldragt som var knappet op. “Tag i bare en pose. Husk at låse efter jer”.

Vi fandt en pose. “Mary. Hvem er sammen med købmanden?”

“Nå. Så du kender til hans hemmelighed” svarede Mary

“Det er sikkert din lille ven Eliott, som har været forbi nogle gange. Jeg har flere gange fået besked på at tage en af flødekagerne med som fru Ross laver, fordi Eliott er vild med dem og er parat til at gå gennem ild og vand for at få en af dem.”

Det var ikke godt, tænkte jeg, og det var min skyld. Jeg kom til at tænke på, da Eliott blev taget for butikstyveri. Men jeg kunne ikke lave fortiden om og Eliott havde også truffet dårlige valg. Vi begge måtte leve med det.

Thank you for rating this article.