3. afsnit - Flere betroelser

København er fuld af små lommer, som inviterer til intimitet. Frederikbergs haven,- OK... formelt betragtet ikke København. Men any way-, og ind bag ved Gamle Kongevej ligger der en endnu mere isoleret lille have..., Skydebanen på Vesterbro, Havene langs Søerne; H.C. Ørsted, Botanisk Have og så fortsættelsen, der hvor Statens Museum for Kunst ligger... Haven bag ved Rosenborg. Vi trissede rundt i havene, fandt en bænk for os selv, listede hen til en café...yndigt.

Ingen eksplicit sex, men afsindigt inciterende, og hvad værre er, jeg blev lige så stille helt forlibt i Blondinen.
Et er, at damen er smuk, skøn og fysisk overordentlig tiltrækkende..., men det er der jo så mange, der er. Nej nej, det særlige ved hende er, hendes evne til at trække en ind i sit liv, dele sine tanker... betroelser, fundere over sig selv, åbne op for ens deltagelse i sit liv.

I hendes liv skete der da også virkeligt ting og sager. Hun var ved at bygge op et forhold til sygeplejerskeelven, et helt almindeligt lesbisk forhold, simpelt hen.
Det havde så ikke noget direkte med mig at gøre. Altså ikke ud over at jeg lagde øre til hendes refleksioner om forskellen på et forhold til en mand og til en kvinde. Hun gjorde sig mange bekymringer om "to husmødre", Mænd, var hendes erfaring og overbevisning, blandede sig ikke i hverdagslivet i hjemmet. Ikke mere end hvad kvinden inviterede til. Men hun havde allerede opdaget, at veninden jo havde sine meninger om alt fra farvevalg i indredningen til kostplaner og den evige kamp i mod de ekstra par tre kilo.

Seksuelt udfordrede det hende, at håndtere "initiativretten".
Hun opdagede desværre, at det kunne knibe med venindens initiativer til ekskursioner ud i eksperimenter. Meget tidligere end Blondinen havde forestillet sig, faldt de ind i noget a la "here we go again". Deres seksualitet havde allerede stivnet i nogle skabeloner, vaner, ja nærmest låst fast i en institutionalisering af deres roller. Men til fordel for kærlighedesrelationen talte jo den umiddelbare forelskelse, glæden i et tæt venindefællesskab og det spænende i lesbisk erotik.
Veninden var immun ovenfor Blondinens forsigtige invitationer ud i mindfuck, dominans og underkastelse og da fuldstændig afvisende ovenfor sadomasochistiske eksperimenter, "der er hun simpelt hen ikke. Mine lyster ud i den verden er en by i Rusland, hvad hende angår."

Den anden tråd i vore samtaler handlede om at føle sig tiltrukket af noget, man godt vidste var totalt et "no go". Et tema, vi havde diskuteret tidligere, men her, en onsdag i september, åbnede hun for den der emnekreds igen.

Vi mødtes på Frederiksberg, på den side af indkøbscenteret, som lå tættest på biblioteket. Hun havde fridag, og min pensionisttilværelse forhindret mig jo ikke i tideligt eftermiddagsmøder.
Blondinen holdt sig vist en rigtig fridag, hvad angik tøj og "gøre sig byklar". Ingen sminke , håret bare bundet op i en hestehale, tøjet så anonymt, at jeg dårligt bemærkede det. Men det vigtigste var i orden; det dejligt, uforbeholdent smil og en god krammer.

Pragtfuld sensommer og alligevel så meget efterår, at mange af roserne i rosehaven bag ved Gammel Kongevej var ved at være godt trætte. Vi havde haven næsten for os selv, enkelte hundeluftere og så en dejlig varieret fuglepopulation. Altid hyggeligt at kikke på småfugle. Fungerer fint som emne til overspringshandlinger... På vejen derhen lokket en af byens lækreste bagerier os på afveje. Et par scones af den slags, som fedter posen... må være noget med smør. Hun krokkede med sit: "Jeg ved godt, jeg egentlig burde lade være...." Nogle ting skal man ikke kommentere på.

"Det er bare så hyggeligt." svarede hun, då jeg nærmest af høfligt spurgte til, hvordan det gik med den der sygeplejerskeelev. Jeg kikkede bare uden at sige noget.
"Jeg mener det, altså..."
Det der "altså" røbede, at der alligevel var noget, som ikke var, som det gerne måtte være.
"Ja, altså..." gentog hun: "Men det er bare det... hun er så pæn. Du ved godt, hvad jeg mener; spiser sundt, passer sin vægt.... ku' man sku måske selv lære lidt af..., læser litterære bøger, du ved Helle Helle og sådanne...passer sin motion... altid, og holder orden og rydder op, tømmer opvaskemaskinen og støvsuger og tørrer støv og al ting... ved du hvad? Når noget er for godt til at være sandt... så er det for godt, til at være sandt. For meget af alt det rigtige er altså.... ja, du ved, hvad jeg mener."
Jeg bekræftede hende, i det hun sagde, med et stilfærdigt "uhuuu", med en intonation, som tilkendegav enighed.
"Og så tog jeg grueligt fejl."
"Fejl.... hvordan?"
"Ja, du ved...., bare fordi jeg forsøger at løsne op i mine erotiske rutiner, nå ja, og så troede jeg i min naivitet, at når man havde gjort op med sig selv om, at man var lesbisk... ja, så havde man også åbnet for andre ukonventionelle lyster.
Men det ... ja, der tog jeg fejl.
To gange ugen..... kysse lidt, kæle lidt, befamle lidt.... slikke lidt og komme lidt...og hygge lidt mere bagefter... før man lægger sig til at sove, fordi man skal jo tideligt op næste morgen...
Havde jeg godt nok ikke set komme."
"Tja...nøøø...synd, er det ikke?"
"Men ved du hvad? Det gider vi ikke snakke om.
Jeg har en dejlig veninde, vi finder nok ud af det, eller så gør vi det ikke. Men det var ikke det, jeg ville snakke med dig om."

Min lille lommekniv var det, jeg havde, til at skille de der scones ad. Hun fniste lidt, og tog sin scone, og resolut brød hun den i to med fingrene; "Sådan!" Ja ja... ok... forsøgte blot at være lidt civiliseret. Selv om hun havde et lidt "weekend-agtig" look i den forstand, at hun var såre praktisk i tøjet og frisure, pyntede hun fortsat helt fint op på mine nethinder. Ikke engang sort i øjnene. Måske havde hun et lidt bestemt drag over ansigtet, en anelse hård... meget kæbe og hage. Og så er der jo den fikse detalje med de der kæmpe bryster.... øver min viljestyrke ved ikke at sidde og glo.... forgribe mig.... ehhhjjj mand, sikke nogle jader!

"Da Kenneth døde, reagerede jeg med en svag depression. Altså... ud over sorg og vrede. " Anne åbnede for et nyt emne i vor samtale her på Frederiksberg.
"Hvor længe varede den depression?" Jeg kunne godt høre, det var en typisk mandekommentar...tal, tid... om lidt ville jeg sikkert spørge til, hvor dyb den lette depression var.
"Længe... for det handlede ikke blot om, at han var død." Hun holdt en lang pause, jeg kikkede lidt afventende på hende.
"Han døde fra mig. Nå ja.... undskyld, men jeg skal nok forklare.
Han havde lige fået stillet en diagnose, en sygdom uden helbredelse.... Parkinson. Det er en slags dement-sygdom. Det vidste jeg så ikke. Altså at han havde Parkinson. Det fortalte han mig aldrig.
Men da jeg ryddede op i hans sager, fandt jeg et kortfattet brev til mig, hvor han skrev, at det var det, han fejlede."
"Havde du opdaget, at der var noget alvorligt....?"
"Selvfølgelig...rystelser... han var forstemt.... langsom.... selvfølgelig. Men vi talte aldrig om det. Heller ikke, da han havde fået diagnosen. Jeg vidste end ikke, at han havde været til læge.
Og så var det, at han døde i et færdselsuheld... en soloulykke." Hun havde foldet sine hænder... sådan stille som en statue... en statue, som dog trak vejret. Det var ikke noget at sige... jeg satte mig tættere op ad hende, tog om hende, holdt om hende.

"Han kørte ind i et vejtræ.... med stor fart. Det lignede en ulykke, men efter at jeg fandt brevet, indså jeg jo, at det var et selvmord.
Det var ulideligt, at han ikke ville dele sit liv med mig, selv om han var syg.
Og så var det, at jeg udviklede en depression.
Ikke bare sorg.
Og ikke bare vrede."
Tårenerne flød ned langs hendes lidt buttede kinder.... hun så bare så kær ud...
"For han havde jo berøvet mig mine handlemuligheder.
Depressionen var sådan set bare et navn på min situation."

Hun slog ud med armene og markerede sin afmagt med en gestikk.... og hendes blik og ansigtsudtryk illustrerede den afmagt, hun beskrev.

"Da jeg var lille, var jeg rigtig drenget. Legede med drengene, sloges med dem... og vandt altid. Og fangede dem, bandt dem.... pinte dem, når jeg var indianer, og de var cowboys. Så når jeg ser tilbage på, hvordan jeg var, ja.... så optog det der med at pine... bestemme... være ond... det optog mig allerede da jeg var lille." Et temposkifte, som ville noget! Jeg sad forsat med en stemning af forladthed, ensomhed, føle sig holdt udenfor. Men Anne havde da bestemt noget andet, som hun også ville fortælle mig. Eller rigtigere....høre sig selv sætte ord på noget svært, og bruge mig som sparringspartner.
"Selv om jeg var blondine og tideligt udviklet, var jeg fortsat mest en drengepige. Det var vel drengepigen, du mødte i No.1. " Vi var i en sekvens af samtalen, hvor det var vigtigere for hende at udtrykke sine følelser og fortælle om sit liv, end at høre mine kommentarer. Så jeg tav... nikkede opmuntrende, smilte indforstået og holdt om, krammet.
"I selvhjælpslitteraturen benævner de det vel som handlekraftig."
"Ja, du imponerede i et hvert fald mig.... ved at bare sådan byde op... det sker desværre alt for sjældent."
"Ja, men efter uheldet... selvmordet heder det... tabte jeg helt gnisten.
Men nu er jeg ved at få hold på mig selv igen." Hun rykkede sig lidt fri af min arm, jeg havde om hendes skulder og ryg.
"Efter at jeg havde arbejdet mig ud af depressionen, havde jeg mere end nok med at få mit liv til at fungere. Jeg havde ikke overskud til andet end arbejde og så på at leve en dag ad gangen.
Ingen lyster, ingen ønsker eller planer.... bare fortsætte. Det var skam ikke meget drengepige tilbage i mig."
Anne strakte armene ud mod mig, og vi krammede hinanden, længe og inderligt. Hun havde tårer i øjnene... nok en tåre trillede ned over hendes ansigt. Hun tørrede tårerne væk og pudsede næse i en papirserviet.
"Men en dag.... en helt almindelig dag, og jeg ved ikke hvor det kom fra, men pludseligt stod det lysende klart for mig, at dette var den første dag i resten af mit liv."
"Ja, det er sjovt, hvordan selvindlysende sandheder pludseligt kan blive en væsentlig kendsgerning i ens liv. " var så min understøttende kommentar til hendes refleksion. Hun flyttede sig lidt fra mig igen, ikke sådan, at hun skabte afstand til mig... tvært om, nu havde vi blikkontakt, nu så jeg også hendes ansigt forfra, fangede hendes blik, mens hun talte. Og så var det det med viljestyrken.

"Den første forandring.... efter flere år på den der måde... var, at jeg begyndte at arbejde på fuld tid, selv om jeg ikke manglede pengene. Men jeg kunne rumme mit arbejde... det var dejligt.
Den anden forandring var, at jeg begyndte at genopdage mine forbudte fantasier. Nu havde jeg nettet.... google... og jeg fandt masser af grimme og ulækre ting, som tænder mig... ret meget."
"Hvad for ting?"
"Det fortæller jeg dig om lidt. Jeg vil lige holde rækkefølgen på, hvordan jeg fandt tilbage til livet." Hun kikkede hen på mig med et skælmsk blik, hun smilte og så samtidig lidt bekymret ud.

"Jeg har ikke haft en kæreste, siden Kenneth døde. Men hun den der elev... ja, pludselig var der plads til en til i mit liv.
Jeg kan godt se, at jeg ikke bandt mig til noget, som kan minde mig om Kenneth, så et lesbisk forhold.... fikst, hvad?" Nogle gange er det tilstrækkeligt at smile som svar.
"Og ved du hvad? Da jeg opdagede.... da jeg fandt mig selv i et kedeligt erotisk forhold.... dejligt, tæt og rart... men bare så kedeligt... så var det, at jeg tænkte.... det må kunne være anderledes at være mig. Jeg er anderledes end dette her pæne.....forudsigelige og ihhhh så artige liv.
For helvede da!"