Her i Europa er traditionen med at gå i kilt lige så gammel som vores civilisation, og alle europæiske lande har deres egne versioner af ”nederdele” båret af mænd.

Gamle hebraiske, græske og romerske mænd bar generelt en form for tunika, og de gamle egyptere bar en lang nederdel, der ligner saronger.

Både angelsakserne og normannerne bar skørter, som det kan ses på Bayeux-tapetet, og den mode fortsatte langt ind i middelalderen.

Når jeg har været ude og rejse bliver jeg ofte spurgt, hvorfor jeg går med kilt. Svaret er enkelt, det skyldes bekvemmeligheden og friheden.

Mænd er stadig mænd også når de har skørter på, ligesom kvinder stadig er kvinder, når de er i bukser, og du er ikke "cross dressing", bare fordi du har en nederdel på.

En nederdel eller kilt er mere bekvem for en mand end en kvinde på grund af vor anatomi.

Den følelse af frihed er noget, de fleste mænd aldrig har oplevet, for ellers ville de for længst have inkluderet kilten som en mulighed i deres garderobe.

På en varm dag er kilt betydeligt køligere og mere behageligt end shorts.

Der er også argumentet om, at mænd i kilt/nederdele er homoseksuelle, og det er noget sludder. Men pas på, – når du først har prøvet at gå med kilt vil du have svært ved at give afkald på den igen, og især om sommeren er kilten/nederdelen perfekt som erstatning for shorts.

Når nogen spørger mig, hvad der er under kilten, plejer jeg at smile og give dem en form for svar i stedet for at blive vred og irriteret.

Jeg har fundet ud af, at det bare ikke er det værd at blive irriteret over den slags.

Sidste sommer havde jeg en situation, hvor jeg løb ind i et 'pigepolterabendselskab', da jeg var i byen.

Pigerne kom med de sædvanlige kommentarer - og der var et par forsøg på at løfte min kilt, hvilket jeg venligt afviste. Til sidst bad de mig om at stille op til et billede med gruppen, hvilket var ok for mig, men mens vi optog, mærkede jeg min kilt blive løftet i bagi. En af pigerne havde set sit snit til at løfte min kilt, og det var først da jeg hørte fnisen og grinen, at jeg indså, at nogle af pigerne også havde benyttet lejligheden til at tage nogle billeder. Det er den slags oplevelser man er ude for, og jeg vil sige, at hvis det er prisen, vi skal betale for fornøjelsen at gå i kilt, er det stadig prisen værd.

For nogle år siden måtte jeg en tur til min læge med ondt i kæben. Jeg kunne næsten ikke tale eller spise, fordi min hals var meget hævet og øm, og jeg tænkte, at min læge ville give mig noget penicillin og sende mig hjem igen, - men nej. Efter at have kigget mig i halsen sagde hun  at jeg måtte en tur skadestuen og hun ville ringe besked om at jeg kom.

Det var sommer og dejligt vejr, så jeg var kørt hjemmefra i min denimkilt og en t-shirt. På skadestuen blev jeg vist ind i et undersøgelsesrum og lagt på en seng og fik taget blodprøve, og kort tid efter blev jeg tilset af en læge.

Han kiggede på infektionstallene og sagde, at jeg skulle indlægges akut, og nogen tid efter kom en portør og rullede mig op på afdelingen.

På intensivafdelingen blev jeg modtaget af en sygeplejerske. Hun kiggede i nogle papirer og sagde, at hun ville hente noget hospitalstøj til mig. Jeg sad på kanten af sengen da sygeplejersken kom tilbage med noget en t-shirt, en badekåbe og en pose med tandbørste og en barbermaskine. Hun kiggede på mig med et smil og sagde, baderummet lå lige uden for døren til stuen, hvis jeg trængte til et bad og at jeg bare skulle ringe, hvis jeg behøvede hjælp. Jeg fik min egen t-shirt af og hospitalets trukket over hovedet og rejste mig for at tage min kilt af og lægge den ind i skabet jeg havde fået stillet til rådighed. Min medpatient havde ligget og blundet, men vågnede ved lyden af skabsdøren og kiggede op og sagde hej. Han var en mand i midten af 50èrne, og han kommenterede ikke at jeg var bundløs.

Da jeg havde fået anbragt mit tøj i skabet kravlede jeg under dynen.

Om natten blev droppet skiftet, men det var umuligt for mig at falde i søvn igen, så jeg stod op og gik ud på gangen for at få uroen ud af kroppen.

Inde på kontoret sad der 2 sygeplejersker og snakkede sammen. De kiggede op, da jeg stak hovedet ind og spurgte, om jeg ville have en kop kaffe med dem.

Vi sad og snakkede lidt, og en af ​​dem spurgte nysgerrigt, om det var rigtigt, at jeg var ankommet til skadestuen i kilt. Jeg nikkede og svarede, at jeg gik i kilt når andre gik i shorts, og at det ikke skulle være nogen hemmelighed, at jeg foretrak ikke at have noget under.

De smilede og jeg sagde godnat og tak for kaffe og returnerede til stuen.

Min medpatient kunne heller ikke sove, så vi lå og talte sammen i halvmørket. Han var nysgerrig for at vide, hvordan det var at gå i kilt. Det var jo lidt svært at forklare, så jeg foreslog, at han jo kunne bede sygeplejersken om en lang t-shirt eller en natskjorte i stedet for undertrøje og underbukser. Han lød ikke afvisende, og vi lå og småsnakkede, og jeg fortalte ham om dengang vi for nogle år siden havde besøg af nogle af min kærestes kollegaer i sommerhuset.

Det var en sommeraften, og de kom, - pigerne i korte sommerkjoler og fyrene i shorts.

Og som sagt, - om sommeren er jeg altid i kilt i stedet for shorts, også når der kommer gæster.

Jeg prøvede engang at tage trusser under, men det føltes helt forkert, og jeg har siden da altid gået uden noget under kilten.

En kilt giver altid stof til diskussion, og en af pigerne var meget nysgerrig og ville vide, om jeg virkelig var bar under kilten. Jeg så på hende og spurgte, om hun havde trusser på. Hun rødmede og hendes argument for at gå med trusser var, at hvis hun faldt om på gaden og skulle på hospitalet, ville det være meget pinligt ikke at have trusser på. Det førte til en kraftig debat, og det interessante var, at pigerne mente, at vi mænd absolut ikke skulle have noget under hvis man gik i kilt, mens pigerne selv kunne vælge. Lidt mærkeligt at pigerne ville bestemme for deres fyre, men fyrene måtte acceptere pigernes beslutning, men under megen fnisen og grinen endte diskussionen med, at min kæreste foreslog at pigernes tre mandlige modparter skulle låne en kilt hver af mig, - men der skulle være lige ret for alle,- hvis deres fyr benyttede lejligheden til at prøve en kilt og valgte at gå commando, så skulle pigerne smide trusserne.

Det var tydeligt at min medpatient var temmelig påvirket af vores snak, og han gav udtryk for, at det lød meget spændende.

Om aftenen kom hans kone på besøg. Jeg lod som om jeg småblundede, men var nysgerrig efter, hvad hun ville sige til sin mands idé, men hun smilede og nikkede og sagde, at det var okay med hende hvis han ville gå med nederdel.

Da hun var gået spurgte min medpatient hvorfor jeg var begyndt at gå med kilt.

Jeg fik min første kilt for mere end 60 år siden, da en gruppe skotske spejdere kom på besøg fra vores venskabsby i Skotland.

Vores spejderleder fortalte os, at spejdere fra Skotland talte en anden slags engelsk, og de gik i "kilt" - en slags mandeskørt.

Ingen af ​​os drenge havde nogen idé om, hvad en kilt var. Jeg fortalte mine forældre om det forestående besøg, og min mor foreslog, at jeg også skulle have en kilt til besøget, men jeg skulle være opmærksom på, at det traditionelt er uden undertøj at have kilt på, og hun spurgte drillende, og om jeg var klar til at gå rundt med numsen bar.

Om aftenen, når jeg lå i sengen, plejede jeg at tage mine pyjamasbukser af og sove uden, og nu fik jeg endda et tilbud om at gå med numsen bar, - så ja, - det ville jeg..

Et par dage senere havde min mor lavet en kilt til mig, og hun bad mig prøve den. Jeg gik ind på mit værelse for at tage min spejderuniform og kilt på. Inde på mit værelse tog jeg mine korte bukser af og tog kiltèn på i stedet, og gik stolt ind for at vise min mor og søstre, hvordan jeg så ud, men at stå foran dem i en "nederdel" var en mærkelig følelse.

Da jeg stod foran min mor sagde hun, at hun hellere måtte tjekke, om jeg var korrekt klædt. Hun løftede bagsiden af ​​min kilt og var meget tilfreds, og hun sagde til mig, at jeg måtte acceptere, at jeg nu og da ville blive kilt-tjekket.

Det kræver en masse selvtillid at gå med kilt offentligt, men når det er en del af en spejderuniform er det det meget nemmere, og personligt ville jeg aldrig drømme om at have noget under kilten.

Min medpatient havde lyttet meget intenst til min historie og det tog lidt før han sagde, at det var helt sikkert han ville anskaffe en kilt når han blev udskrevet.

Dagen efter blev han udskrevet, og en uge senere fik jeg endelig lov til at tage min kilt på og tage hjem.