I 50èrne var det almindeligt, at børn fra ”det mørke” København fik mulighed for at få nogle uger på landet i sommerferien enten på en feriekoloni, eller som feriebarn.

Vi boede i den indre by, og gennem skolen søgte min mor om en feriekoloniplads, men desværre uden held.

I stedet fik jeg tilbudt at komme med min mors veninde fru Jespersen og hendes datter, Inge, på ferie på Møn.

Min mor havde dog nogle betænkeligheder som jeg ikke rigtigt forstod, men endte med at sige det var i orden at jeg tog med.

Endelig startede sommerferien og vi skulle afsted. Jeg mødte fru Jespersen og Inge på hovedbanegården en tidlig lørdag morgen, og efter en lang togtur rullede toget ind på Vordingborg station, og så var det om at finde bussen mod Stege og videre mod Stokkemarke, og sent på eftermiddagen var vi fremme ved sommerhuset.

Det var et gammelt fiskerhus og meget primitivt indrettet. Ude bag huset var der et gammeldags ”das” med en spand. Huset var uden el, - kun petroleumslamper og vand fra en pumpe ude i gården. Maden skulle tilberedes på et gammelt brændekomfur, og badeværelse måtte man tænke sig til. Huset lå meget ensomt og lige ned til vandet. I huset var der kun stuen, et lille værelse med en køjeseng, og et lille køkken.

Efter aftensmaden gik vi en tur på stranden, og da vi kom tilbage til sommerhuset var det ved at blive mørkt. Inde i huset blev der tændt et par petroleumslamper, og efter tur pumpede vi vand op af brønden for hinanden til at børste tænder i.

Det var ved at være sengetid, og godt trætte af den lange rejse foreslog fru Jespersen, at vi skulle gå til køjs. Inge var allerede gået i seng og havde indtaget den øverste køje, og i halvmørket fik jeg tøjet af og kravlede ned under tæpperne. Lidt efter kom fru Jespersen ind for at sige ”godnat”, og hun lod døren til stuen stå åben, og jeg kunne se hende i det svage lys fra petroleumslampen.

Hun gik lidt rundt og ryddede op og redte op på divanen i stuen. Så trak hun kjolen over hovedet og stod helt nøgen i lyset fra petroleumslampen. Efter at have børstet tænder tog hun en kort chemise på, der gik til midt på hendes bare numse. Jeg lå og hviskede med Inge og spurgte nysgerrigt, om hendes mor altid gik uden underbukser. ”Ja, selvfølgelig”, svarede hun. ”Jeg hader også at have bukser på, og derfor har jeg altid kjole på så jeg kan gå med numsen bar lige som min mor”.

Jeg vågnede ved at døren til terrassen blev åbnet. Det var fru Jespersen, der var ved at sætte morgenmad frem på terrassen. Inge sov endnu, men da jeg ville stå ud af køjen, blev jeg pludseligt bevidst om, at jeg havde taget mine underbukser af da vi gik i seng. Inge var vågnet og slog benene ud over køjekanten og lod sig langsomt glide ned over køjekanten. Hendes t-shirt krøb helt op over hendes mave, og det generede hende ikke at være nøgen fra navlen og ned. Jeg gloede, for jeg havde aldrig set en kusse på så nært hold før. ”Er du er genert”, spurgte hun drillende mens hun stod med sit ene ben oppe på køjekanten.

Jeg nikkede og prøvede at skjule min begyndende rejsning, men det generede ikke Inge, og hun hev resolut tæppet af mig og sagde, at det var jo helt naturligt, hvor hun så vidste det fra. Jeg væltede ud af køjen og tog en t-shirt på lige som Inge.

På terrassen var Inges mor ved at stille morgenmad frem. Jeg blev stående i døren til terrassen og trak ned i t-shirten foran, og da Inges mor så mig, spurgte hun med et smil, om jeg havde sovet godt. Jeg nikkede, men sagde ikke noget. Pludseligt så fru Jespersen alvorligt på mig. ”Din mor havde visse betænkeligheder ved at du måtte få lov til at komme med os her til Møn, - vi har jo lidt forskellige opfattelser af nogle ting”, sagde hun.

Jeg så spørgende på hende, og fru Jespersen betragtede mig og sagde så:” Inges far havde nogle besynderlige holdninger, som resulterede i, at vi måtte gå fra hinanden, men der er nogle ting vi har holdt fast i”. Jeg nikkede uden at ane, hvad hun mente. Vi sad et øjeblik før hun fortsatte: ” Det er jo ikke nogen hemmelighed at Inge og jeg aldrig går med bukser, kun nederdele eller kjoler, og hvilken frihed det giver og ja, -jeg ved godt det kan lyde underligt, men jeg sætter stor pris på den frihed jeg føler når jeg går med numsen bar”. Jeg nikkede og følte jeg rødmede. ”Det var en af din mors betænkeligheder, for hun ved hvordan vi har det med at være nøgne. Men jeg mente ikke det var noget problem for dig”. Jeg rystede på hovedet, og fru Jespersen smilede.

Det var en skøn dag, - og vi var heldige med vejret, - solrigt og varmt. Efter vi havde spist morgenmad fulgtes vi ned på stranden, - uden badetøj.

Det var første gang jeg prøvede at bade nøgen, og det var en skøn fornemmelse.

I skolen blev jeg drillet med, at jeg havde en meget lang forhud, - nærmest som en lille ”snabel”, men den eneste kommentar der kom fra fru Jespersen var, ”Du husker vel at trække forhuden tilbage hver dag og vaske dig bag hovedet”. Jeg rystede på hovedet, for selvom jeg var fyldt 15, havde jeg aldrig prøvet at trække forhuden tilbage. Fru Jespersen så alvorligt på mig:” Prøv at trække den tilbage mens du er ude i det kolde vand, så går det nok lettere”. Jeg nikkede genert. Vi gik igen i vandet, og da jeg stod i vand til navlen prøvede jeg at trække forhuden tilbage. Pludselig smuttede forhuden om bag hovedet og sad som en stram elastik bag glans, men panikken begyndte at brede sig, da jeg ikke kunne få den frem igen. Pikhovedet var ualmindeligt følsomt, og jo mere jeg baksede, jo mere svulmede hovedet op.  Fru Jespersen kaldte på os fordi vi skulle komme op af vandet.

Jeg kom sidst op efter Inge, og fru Jespersen så med store øjne på mit opsvulmede og efterhånden meget blå pikhoved. Fru Jespersen foreslog, jeg satte mig ude i vandkanten og kølede glans ned så det, -måske, - var muligt at få forhuden frem igen.

Efter et kvarter var jeg helt følelsesløs, men forhuden lod sig ikke glide på plads, så jeg var nødt til at lade hovedet være blottet.

Vi gik op til sommerhuset for at spise frokost, men i løbet af dagen var glans svulmet mere op og lignede en stor blårød blomme og da vi kom op i sommerhuset kiggede fru Jespersen på ”problemet” og konkluderede, at jeg nok hellere måtte en tur på skadestuen.

Heldigvis var der et par cykler i huset, så jeg fik mine bukser og en skjorte på, og Fru Jespersen kørte over til nabogården hvor de havde telefon, og ringede efter en til at køre os til skadestuen mens Inge blev tilbage i sommerhuset.

Det var en hård og pinsom tur ind til byen.

Inde på skadestuen blev vi modtaget af en sygeplejerske der spurgte, hvad der var galt. Fru Jespersen forklarede hvad der var sket, og sygeplejersken smilede og bad mig følge med ind på et undersøgelsesrum hvor hun bad mig tage bukserne af og lægge mig på undersøgelsesbriksen.

Hun undersøgte mig, og sagde hun ville kalde på en læge, men det var nok nødvendigt med et mindre indgreb. Hun gik ud af undersøgelsesrummet og kom lidt efter tilbage med en læge.

Han undersøgte mig, og sagde, det var bedst at fjerne forhuden helt, og han bad sygeplejersken gøre klar.

”Det tager kun et øjeblik og så har du ikke flere problemer med den”, sagde han beroligende.  Sygeplejersken gav mig en bedøvende indsprøjtning, og lidt efter kunne jeg ikke mærke noget, og efter et kvarters tid virkede bedøvelsen.

Et øjeblik efter kom lægen ind i rummet, og operationsområdet blev renset af før han gik i gang.

Efter nogle få minutter gav han besked til sygeplejersken om, at hun kunne lægge en forbinding, og efter at bedøvelsen havde fortaget sig fik jeg lov til at tage mine bukser på og gå ud til fru Jespersen. Det hele havde taget mindre end en time.

Vi kørte tilbage til sommerhuset, og var tilbage sent på eftermiddagen.

Efter aftensmaden sad vi ude i haven ved bålstedet og talte om eftermiddagens begivenheder, og Inge var meget nysgerrig efter at vide, hvad der var sket.

Det var blevet sent, og det var på tide at kravle til køjs, og Inge så med store øjne på forbindingen.

Den næste morgen spurgte fru Jespersen hvordan ”patienten” havde det. Jeg havde det fint, men ”patienten” var næsten ikke til at få øje på i forbindingen.  Hun inspicerede den nøje, og sagde så med et stort smil, at det var da et held vi ikke behøvede at tage tøj på de første par dage mens den helede. Desværre måtte jeg ikke gå i vandet før såret var blevet lægt. Allerede næste morgen så såret meget bedre ud. Såret var meget fint lægt, og det var en underlig fornemmelse at glans var helt bar. Fru Jespersen plejede ”patienten” meget omhyggeligt og skiftede forbinding både morgen og aften. De første par dage havde jeg fået at vide, den ville være meget følsom men det var kun til jeg havde vænnet mig til ikke at have en forhud.

Allerede efter 4 dage var såret helt lægt, og stingene begyndt at falde ud.

Det var en underlig og meget nøgen fornemmelse at få glans ud i det fri, nu da den ikke mere var beskyttet af en forbinding.