Hun er så træt af ham. Barnet er puttet, hun er søvndrukken, men så kommer han og fortæller, hvad han har gang i.

Jeanette gnider sine øjne. Hun har lyst til at smide Brian ud fra deres velfriserede førstesalslejlighed i byhuset. Det er ikke det her, hun drømmer om. Den 27-årige smukke kvinde ønsker sig parcelhus og bil nummer to. Ikke bare den skallede Fiat 500, de købte til en start, men en ordentlig bil til et ordentligt liv.

Livet er mere end en Odder-vogn og sødt sengetøj til designer-baby-sengen, og Jeanette vil have livet. Hele pakken.

"Jeg skylder penge væk," havde Brian sagt.

Hans øjne havde været blanke. Det var faldet som en bombe.

Jeanette havde haft på fornemmelsen, at noget var galt, men hun havde ingen anelse om, hvad det var. Brians uro, hans pludselige telefonsamtaler med håndboldkammeraterne, og aftenturene ud på jobbet, hvor der var brug for, at han hjalp med at omstille maskinerne, fordi han var den eneste, der var virkelig god til det, og så var han fleksibel.

En mønstermedarbejder.

Hun havde ikke tænkt på utroskab. Sådan var Brian alligevel ikke, selv om Jeanettes veninder altid havde sagt, at man ikke kunne vide sig sikker.

Jeanette havde benægtet at noget var galt.

Brian var hendes drømmemand. Det var ham, der skulle give hende alt det, hun ønskede sig. Det liv, hendes søster allerede havde med børn, biler, hus og designermøbler.

Barnet havde de. Nu ventede Jeanette utålmodigt på det andet. Alt det andet.

Brian måtte gerne bestemme i sengen, men når det kom til økonomien, var det hende, der styrede. Hun var uddannet pædagog og finansøkonom. En lidt speciel cocktail, og hun brugte ingen af uddannelserne for tiden.

Jeanette havde taget et helt almindeligt kontorjob, som ikke var særligt krævende, og som – desværre – heller ikke gav en særligt stor løn. Men til gengæld havde hun tid til at drømme og indrette og forestille sig. At passe sønnen, veninderne og Brian.

Derfor var Brians indtægt vigtig. Han tjente godt. En eftertragtet klejnsmed med efteruddannelse og teknologisk flair. Så var man i høj kurs her i det nordjyske Produktions-Danmark.

Husene i Hjørring var ikke så dyre som dem i Tranbjerg eller Kolding, men når man – som Jeanette – ville have et hus i byens eftertragtede kvarter, og når man ville have alt det andet oven i det hele, skulle Brian alligevel slæbe nogle penge hjem.

Og så kom han slæbende hen til hende og sagde det.

"Jeg skylder mange penge væk," gentager han og rækker ud efter Jeanette.

Hun trækker sig tilbage.

Allerede efter fem sekunder føler hun afsky. Penge er vejen til lykke, og hvis Brian skylder penge væk, er der mindre lykke til dem. Til hende. Til datteren, til Brian – og til Jeanette.

"Vi har ikke fælles økonomi, Brian, så det gider jeg ikke høre om," siger hun vredt.

Klokken er mange, og hun er træt.

Han må holde sine problemer for sig selv, og så må han sørge for, at problemerne ikke har noget med hende at gøre.

Brian er en høj, slank fyr. Han er veltrænet med mørkeblond kruset hår. Jeanette er klassisk kvindelækker med en smal talje og pæne bryster. Hun er blondine, og hvis det ikke var vådt forår og længe siden, hun havde fået sol, ville hun have en gylden glød i huden.

Brians håndboldkammerater havde altid sagt, at han havde scoret over evne, men det mente Brian nu ikke. De passede meget godt sammen, men jo, "hun giver gode blow-jobs", som han kunne finde på at prale med, hvis han blev overstadig efter en kamp, der blev fejret med nogle øl.

Jeanettes veninder mente, at Brian var lækker, men Jeanette så ham mest som skaffedyret, der skulle give hende lykken.

Hun spredte gerne ben og åbnede mund, så længe det kunne skaffe hende tættere på drømmen.

"Du er sgu da ynkelig," siger hun til Brian.

Sådan taler hun ikke til ham normalt, men hun bliver vred.

Han har også temperament, men han er helt dvask. Kigger bare på hende. Let opgivende. Det gør hende endnu mere arrig, men Brian begynder at forklare.

Om budgettet, de har lagt, som han slet ikke kan skaffe penge til. Om hvordan han ikke tør sige fra, selv om han ikke har penge nok til at afholde alle de udgifter, som den lille familie har, om hendes store private opsparing til trods for hendes lave løn, og hvordan han er nødt til at låne penge ude i byen for at finansiere deres forbrug.

"Det kan godt være, du har en økonomi-uddannelse, men hvad fanden hjælper det, hvis du vil puge penge sammen. Tror du, det er gratis at have et barn," siger Brian, som pludselig får styrke i stemmen.

Det har stået på i måneder, og da han begynder at spille for at skaffe pengene, bliver det ikke bedre. De første 10.000 er blevet til 50.000 og 100.000, og Brian må hele tiden ud for at re-finansiere sin gæld.

Det er vanvittigt. Det er noget, man ikke bør gøre, men det gør folk, og de fortryder det. Når de fortryder, er det for sent.

Det ved Brian. Han kan ikke klare det mere. Uden søvn og uden penge og med udsigt til, at der kommer folk og driver pengene ind.

"Det er ikke til at holde ud. Det er sgu farligt det her. Du aner ikke, hvilke typer, der går rundt i vores lille by," siger Brian.

Jeanette fnyser.

Hun sidder i joggingbukser og en tynd t-shirt. Hendes bryster vugger under det hvide stof, og hvis det havde været for nogle uger siden, var Brian sprunget på hende.

Nedlagt hende. Kneppet hende. Tilfredsstillet sig selv. Og Jeanette.

Han havde været lykkelig, og det havde hun også. For Jeanette er lykken trygheden og tanken om det lykkelige liv.

"Jeg er pisseligeglad, Brian. Du skal bare få styr på det. Vi har en aftale, og du ved godt, hvad der ellers sker," siger Jeanette.

Brian siger ikke noget.

Han ved det godt.

Hun skrider.

Med Otto – sønnike på knap et år – og det hele. Farvel til den gode scoring og den dejlige fisse. Farvel til sønnike. Farvel til et velfungerende liv med god mad på bordet og traditionelle kønsroller.

Farvel til skaffedyret.

Jeanette ser koldt på Brian, men han har en trumf.

"Jeg skylder 100.000 kroner væk, Jeanette. Mine penge, ja, og renterne er blevet pissehøje. Jeg låner penge hos forskellige. Uge efter uge, og de skal hele tiden betales tilbage. Med renter og med bøder og med lort og møg. Jeg blander kun dig ind i det nu af to grunde," siger Brian.

Han rejser sig op og går rundt i stuen. Det er stadig lyst uden for, men Herstal-lamperne lyser op over det hvide, elipseformede bord. Hans fodtrin er tunge mod de afhøvlede gulve.

"Hvorfor," siger Jeanette.

"Hvorfor, hvorfor for fanden," gentager hun.

Usikkert.

Der er noget, der foruroliger hende. Pludselig er hun ikke sikker på, at hun har Brian der, hvor hun vil. I rollen som manden, der ikke giver problemer, men bare er vejen til lykke.

"Det er efterhånden umuligt for mig at betale renterne. Jeg har været ude i alle kroge af venner og bekendte, og jeg låner penge af folk, jeg dårligt kender. Det er folk, der vil gå utraditionelle veje for at få deres penge. Og de gør det," siger han.

"Gør hvad. Så tal dog din idiot," siger Jeanette nervøst.

"Du vil ikke bryde dig om at høre det, Jeanette, men jeg ved jo også, hvad det er, du vil have. Et lykkeligt liv. Villa, vovse og Volvo V60. Sikkerheden selv. Tryghed og sikkerhed, men tro ikke, at alt bare kommer flyvende ind i din mund, fordi du åbner den så villigt," siger Brian hårdt.

Hans pik rykker lidt i hans jeans. Manddommen er ikke helt gået af ham, selv om de økonomiske problemer har presset sig så meget på. Jeanette er en gudinde til at sutte pik.

I en seng kan hun alt, når hun er i de rette hænder.

Brian ved, at hun kommer det snart, uanset om hun vil det eller ej.

"Jeg skal skaffe 10.000 i aften. Ikke i morgen, når din bank og din latterlige opsparingskonto og vores latterlige husopsparingskonto bliver tilgængelig. Ikke i morgen, når du igen kan kvidre med dine veninder om det perfekte liv. Ikke i morgen, når du kan fortsætte med at drømme om alt det, vi sikkert aldrig får, fordi du bare drømmer mens jeg knokler," siger han højt.

Hun tysser på ham.

Underboerne må ikke høre dem.

Her er lydt, og det kan være galt nok, når det går lidt for vildt for sig under sexen. Underboerne er i 30erne – barnløse – og måske er det derfor, de er lidt sarte. De har i hvert fald klaget. De har sikkert frustrations-knepning, fordi de ikke kan få børn, tænker Jeanette.

Hun smiler ondskabsfuldt.

Brian ser det ikke, og han sender hende tilbage til den virkelighed, hun ikke tror eksisterer.

"Du får ikke mig til...," begynder Jeanette, men Brian afbryder hende.

"10.000 kroner, skat. Ellers ved jeg ikke, hvad der sker, og det gør du heller ikke. Jeg har ikke pengene, og jeg skaffer ikke pengene andre steder. Nu er det din tur til at løsne op og få mig ud af den klemme. Ellers kan du fucke af...uden Otto," siger Brian.

Han ved godt, det er utopi.

Jeanettes hånlige smil bekræfter det.

"Jeg ved godt, jeg ikke får dig til at hæve penge. Du er en nærigrøv. Du vil hellere sælge din røv end hæve nogle af de penge, du har øremærket oppe i dit kønne tryghedshoved," siger Brian vredt.

Han har kastet forsigtigheden af sig.

Nu har han talt sig varm, og nu vil han præsentere Jeanette for alternativet til de penge, der ellers skal hæves.

Ikke i morgen, men nu.

"Der er en måde at undgå at hæve penge på," siger Brian og vender sig om mod Jeanette.

Hans øjne møder hendes, og hendes øjne lyner.

"Skal jeg være en luder? Er det det, du siger, at jeg skal prostituere mig for at du kan betale din gæld," pruster hun.

Hendes bryst – og hendes bryster – hæver og sænker sig. Hun er ophidset, og han får lyst til at bare kneppe hende ved køkkenbordet.

Men han har ikke tid.

Om tre timer udløber fristen.

"Du er så dum, Jeanette. En dum blondine har jeg lyst til at sige, for du aner ikke, hvad og hvem vi er oppe imod. Du ved ikke, hvor let det er at få et lille lån til at blive et stort lån. Det svulmer op som en ung pik foran en stram fisse... Men du aner heller ikke, hvor let det er at tilfredsstille dem, der låner penge ud. Det er big business i små mænds kroppe," siger Brian.

"Det er mænd. Farlige mænd, men kun mænd," tilføjer han.

Hans toneleje skifter fra det dystre til det lokkende.

"10.000....skat....10.000....du aner ikke, hvor let det er at tjene 10.000. Og du aner ikke, at det svarer til en måneds afdrag på dit drømmehus. På din lykke," siger Brian i en monoton tone.

Han trækker luften ind.

"Og de 100.000, jeg skylder i dette øjeblik, bliver til 120.000 i næste uge, og jeg skal ud at optage nye lån, kan ikke koncentrere mig om mit job – vores livsgrundlag og fremtids-fundament – og om min familie, jeg vil gå i opløsning, min økonomi vil smuldre, livet vil være i fare, og din forpulede drøm om dit forpulede, velpolerede, lykkelige liv kan du skylle ud i lokummet," siger Brian i et hastigt stigende tonefald.

Hun tysser på ham, men han fejer hende af.

"Hvad siger du? Kan du give et blowjob for 10.000, eller vil du miste vores fremtid," spørger Brian utålmodigt.

Jeanette synker.

Hun løfter lidt ud i sin tynde hvide bluse. Inden under har hun en sort top.

Hun sveder og åbner munden.

Der kommer ikke en lyd ud.

Den unge kvinde er tør i halsen. Hun er chokeret. Mest chokeret over, at hendes fremtid er i fare. Ikke det, der måske venter om et par timer eller tre, men det derefter.

Jeanette vil gøre næsten alt for at beholde fremtiden.

"Jeg er klar. Bare ring til ham og sig, at han kan komme herhen," siger hun tonløst.

"Men jeg giver ham kun et blowjob," tilføjer hun.

Brian nikker.

"Det er en aftale...men "ham"," siger han spørgende.

"Disse gorilla-typer optræder ikke enkeltvis. Der kommer to eller tre. Hvor let tror du egentlig, vi kommer til 10.000," siger Brian.

Han fisker telefonen frem fra lommen og skriver en sms.

"Gå lige i bad. Frisk dig op. Gorillaer vil gerne have noget sexet at se på".

(Fortsættes)

Thank you for rating this article.