Enlai bandt et tørklæde omkring hendes øjne. Lokal overtro skrev at det betød uheld hvis en person kiggede på en når døden indtrådte...

Viggo er havnet i Kina det herrens år 1938. Han var sendt væk fra Danmark på grund af en skandale på et børnehjem. Efter et uheld på det skib, han arbejdede på, er han nu sendt på et rekonvalescent ophold i et privat hjem hos Dommer Ming og hans kone May-Ling, som bruger Viggo til at pleje deres ægteskab.

---

Nogle uger gik. Dommerens jalousi aftog og jeg fik igen lov til at få udløsning inde i May-Ling.

Der kom dårligt nyt fra hovedstaden. Regeringen var presset af både japanerne og kommunisterne, som reelt lur-passede på situationen i håbet på at kunne overtage regeringsmagten hvis japanerne fik regeringen til at kollapse.

Dommeren blev mere og mere mistroisk. Han ville være en færdig mand og formentlig blive henrettet hvis en af de to parter overtog byen. Han havde just ikke skabt sig venner på grund af sin kompromisløse facon. Faktisk blev han så presset at han blev syg og det var slut med mine besøg hos ægteparret. 

En sen nat sad jeg alene ude foran huset og tænkte på dem derhjemme. Nu havde jeg været væk i mere end et år. Først anbragt på børnehjemmet, senere under optræning i Hamburg og så til søs, før jeg havnede her. Ville jeg nogensinde komme hjem?

Mine tanker blev afbrudt af støj, der kom inde fra dommerens kontor. Det var underligt. Alle i huset sov. Jeg rejste mig og listede ind i huset. Der lyste et svagt lys inde fra kontoret. Jeg listede tættere på. Døren stod på klem. Jeg åbnede døren langsomt. To skikkelser var ved at rode i en stak blanketter. De var maskerede og i sort tøj. Jeg åbnede døren lidt mere, men så kom der en knirkende lyd fra døren. De to skikkelser vendte sig om og løb mod døren. Jeg råbte “Stop!” Den første var næsten helt henne ved mig da vedkommende med et spark sendte mig ned på gulvet.

Jeg ramte en lægte i væggen og var halvt bevidstløs et par sekunder. Jeg greb ud efter den bagerste skikkelses fod og fik vedkommende til at falde. Samtidig kom Enlai ud af sit rum vækket af de høje lyde. Han kastede sig over den bagerste af de to indbrudstyve, mens den første af dem forsvandt ud af døren.

På ingen tid kom der liv i huset. Dommeren, samt May-Ling kom til og efter et kort øjeblik også Liu.

Det blødte fra mit hovede. May-Ling lagde en våd klud på. “Rolig. Det er vist kun et overfladisk sår.”

Dommeren var gået ind på kontoret og så hvad de to indbrudstyve havde rodet i. Det var vist nogle fortrolige papirer fra regeringen. “Forbandet” sagde han.

Vi slæbte den tilfangetagne indbrudstyv ned i stuen og så hev Enlai masken af hende. Det var Luo!

“Arbejder du for kommunisterne eller japanerne?” råbte dommeren.

“Jeg arbejder for den sande regering af Kina” svarede Luo.

“Enlai. Tag hende væk. Jeg håndterer sagen i morgen”

Enlai tog hende ned til politistationen. Vi gik alle i seng. Senere kom en vagt til da der stadig var en indbrudstyv på fri fod.

Næste dag vågnede jeg med en gevaldig hovedpine. Liu serverede morgenmad. Stemningen var trykket. Formiddagen sluttede og vi blev kaldt ud i gården, hvor dommeren og en mand fra politiet ventede.

Luo stod der med blottet bryst og iført både læderremmene og hovedtøjet. Hun havde et trodsigt blik i øjnene.

Betjenten og Enlai førte hende over til en stor stolpe på en meters penge i haven som jeg ikke havde tillagt nogen betydning og tvang hende ned på knæ så hendes ryg hvilede mod stolpen. Så opdagede jeg hvad ringen i toppen af hovedtøjet skulle bruges til. En snor blev bundet fast til ringen og trukket hen over toppen af stolpen, således at hendes hals blev strukket ud. En bred læderrem blev spændt omkring hendes krop og stolpen, så hun ikke kunne bevæge sig.

Enlai bandt et tørklæde omkring hendes øjne. Lokal overtro skrev at det betød uheld hvis en person kiggede på en når døden indtrådte. Enlai trak sig tilbage og betjenten fandt et kort reb samt et stykke træ frem. Rebet blev bundet omkring hendes hals og stolpen. Betjenten stak træet ned mellem stolpen og rebet.

På Dommerens ordre begyndte betjenten at dreje træet rundt så rebet blev strammere og strammere. Luo kom med nogle hostende lyde. Savl begyndte at løbe ud af hendes mundvig. Jeg kiggede væk, men dommeren som stod bag ved mig tog fast om mit hovede og tvang mig til at kigge på hende. “Se på hende. Viggo. Det har konsekvenser at bryde loven”

Hvor lang tid tog det? Jeg kan den dag i dag ikke fortælle det. Langsomt drejede betjenten træet rundt, så rebet blev strammet omkring Luo’s hals. Hendes hosten var blevet afbrudt af en rallen. Hendes krop sitrede imens det sidste luft forlod hendes krop. Hendes bryster stod stivt ud i vejret.

Hendes krop hang nu slapt. “Det er slut” sagde dommeren.

Vi gik indenfor. “Mad” kommanderede Dommeren. Liu gik igang med at lave den. Jeg kunne se tårer i hendes øjne da hun forlod lokalet.

Vi spiste i tavshed bortset fra dommeren som var i godt humør. Flasken med Baijiu kom frem. Dommeren drak ikke altid, men når han var i godt humør, så fik han nogle glas.

“Viggo. Du skal smage”

Jeg havde egentlig ikke lyst, men det havde været en hård dag, så jeg sagde ja til et glas. Hans Baijiu smagte ikke godt. Den smagte af rådden frugt. Hvorfor han fandt det en nydelse forstod jeg ikke. Den var stærk. Stort set som snaps.

Dommeren var i sit gavmilde hjørne. Jeg fik nogle flere glas og det var som om at det gled lettere ned efterhånden som man indtog flere glas.

Som det gik endte vi i dobbeltsengen. Dommeren ville give mig hovedtøjet på, men jeg nægtede hvilket gjorde ham sur. “Enlai” kaldte han.

Enlai kom ind og holdte mig. Hovedtøjet blev bundet så hårdt at jeg følte det som om at mine tænder ville gå i stykker. Læderremmene kom også på, så jeg ikke kunne bevæge kroppen. “Viggo. Kæmp ikke imod” plagede May-Ling

“Enlai. Hent æsken vi fik fra lægen.”

Enlai kom ind med æsken og jeg så at der stod “Doctor Young” på æsken. Det var ikke godt. Jeg huskede hvordan man brugte de massive gummi dildoer i behandlingen imod forstoppet mave, men jeg var ikke tilfældet her. Jeg rystede på hovedet som om at jeg ville sige nej, men Dommeren var ligeglad. Han holdte mig fast og jeg mærkede hvordan noget massivt pressede imod min endetarmsåbning.

Enlai kom også til og holdte mig fast. May-Ling spurgte om man normalt ikke skulle starte med den mindste først men dommeren affærdigede hende.

“Så lad ham da i det mindste få manchetten på, så hans pung bliver strukket. Det havde dommeren ikke noget imod, så May-Ling sørgede for at få den spændt på. Lige pludselig gav ringmusklen efter og den store massive dildo gled ind i mig. Det gjorde ondt. “Nå. Han bløder lidt. Ikke noget noget sprit kan klare.”

Jeg blev lagt på ryggen. Dommeren havde fundet halsbåndet frem og han strammede det omkring min hals. Jeg kunne dårligt få luft og min pik stod op som jeg aldrig havde prøvet før. May-Ling skyndte sig at placere sig ovenpå mig. Hun guidede min pik ind i hendes varme hule.

Det var svært at trække vejret. Dommeren strammede halsbåndet mere og mere. May-Ling var i himmelen. Hun red mig som aldrig før. Jeg var ved at omkomme af liderlighed, men manchetten omkring min pung holdt min udløsning tilbage indtil May-Ling til sidst løsnede manchetten og jeg sprøjtede mine safter op i hende.

May-Ling fik en kraftig orgasme og jeg mærkede hvordan hendes krop rystede imens at hun skreg den ud.

Hun rullede af og lagde sig på ryggen ved siden af mig. “Åh Viggo. Det var fantastisk.”

Dommeren blev straks sur. “Har jeg ikke sagt det før? Du skal ikke nævne hans navn.”

“Undskyld.” Hun kyssede ham.

“Hvorom alt er” sagde Dommeren. “Viggo skal snart retur. Vi skal have en ny tjener. Jeg har øje på en.”

Enlai kom ind og førte mig væk. Heldigvis fik jeg lov til at sove uden alt grejet på.

 

Dommeren - Spionen del.4
I alt: 3 ud af 5 - fra i alt 2 stemmer

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér