Jeg har altid været loyal. 100%. Når alt kommer til alt, er loyalitet det eneste en agent har. Og min har som sagt altid været absolut. Jeg har aldrig stillet spørgsmål ved mine overordnedes ordrer, jeg har altid udført dem uden tøven og fulgt deres anvisninger til punkt og prikke. Det vidste min ven og kollega, Rikke Andersen, også ganske udmærket. Jeg havde altid troet, at hun havde det på samme måde.

Jeg blev derfor ganske chokeret, da jeg fik at vide af min chef, at Rikke var dobbeltagent og dermed udgjorde en alvorlig trussel mod rigets sikkerhed. Da Rikke var min personlige veninde, ville min chef ikke beordre mig til at løse problemet. Jeg vidste dog, at mit kendskab til hende ville give mig en fordel over andre agenter, så jeg meldte mig straks frivilligt i den gode sags tjeneste.

Mit hjerte hamrer, da jeg sniger mig igennem det grønne område bag Rikkes hus. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg mon var for hurtig i aftrækket, da jeg meldte mig frivilligt til denne opgave. Jeg skal dræbe et menneske, tilmed en ung kvinde som jeg har kendt igennem mange år. Det bliver utvivlsomt en svær opgave, men hvis jeg kan gennemføre det, vil det bevise overfor min chef at der ingen grænser er for min loyalitet. Og så vil jeg kunne se frem til endnu mere spændende og udfordrende opgaver. Det vil helt sikkert gavne min karriere.

Jeg kommer frem til hækken op mod Rikkes baghave. Jeg ved hvor der er et hul, som de børn, der boede i huset før Rikker købte det, har lavet. Hun har i længere tid snakket om at få sat hegn i, indtil hækken vokser sammen igen, men hun har aldrig fået det gjort. Jeg kommer igennem hullet uden vanskeligheder og træder ind på det korte græs i hendes baghave.

Jeg ved at hun har tyverialarm i stueetagen, men ikke på første sal, hvor hendes soveværelse ligger. Jeg ved at hun ofte sover med åbent vindue om sommeren, og jeg kan se det åbne vindue ind til hendes soveværelse nede fra haven. Der står et bord og fire stole ude på terrassen. Jeg trækker forsigtigt bordet hen til muren og sætter en af stolene op på bordet. Derfra kan jeg let komme op på taget og hen til kvisten med vinduet ind til soveværelset.

Jeg tager et par dybe indåndinger, idet jeg sidder på taget ved siden af vinduet. Det er nu eller aldrig. Jeg tænder min lommelygte og svinger mig ind af vinduet, hvor jeg lander lydløst på gulvet mellem vinduet og sengen. Jeg rejser mig. Lyskeglen rammer Rikke, som ligger og snorksover i sengen. Da jeg ser hende ligge der, med sommerdynen der bevæger sig op og ned over hendes fyldige barm, går det op for mig, at hun formentligt er nøgen under dynen. Skal jeg se hende nøgen? Hun er en smuk kvinde og jeg må da indrømme, at jeg altid har haft lyst til at se hendes store bryster i al deres vælde, men jeg har aldrig troet at det skulle være på denne måde. Jeg kan ikke rigtig beslutte, om det skræmmer mig eller ophidser mig. Måske lidt begge dele.

Jeg står et øjeblik og kigger på hende. Hun ser så fredfyldt ud, som hun ligger der og sover de uskyldiges søvn. Hvad drømmer hun mon om? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor grusomt det vil være for hende, at blive revet ud af søvnens søde favntag og vågne op til det mareridt der venter hende. Måske skulle jeg skyde hende en kugle gennem hovedet, mens hun ligger der og sover? Så det vil være overstået hurtigt og smertefrit. Men så vil hun ikke vide hvad der sker med hende eller hvorfor. Fortjener hun ikke en mulighed for, at vide og forholde sig til det der skal ske med hende? Fortjener hun ikke en forklaring på, hvorfor hendes endnu unge liv skal slukkes?

Jeg tænder lyset i soveværelset. Rikke vågner ikke. Jeg knæler ned ved siden af sengen og trækker min kniv frem. Jeg tager endnu er par dybe indåndinger, mens jeg koncentrerer mig om at få styr på de mange følelser, der rumler rundt i mit hoved. Så lægger jeg forsigtigt - og næsten uden at ryste på hænderne – kniven mod Rikkes strube. Hun slår øjnene op og stirrer overrasket op på mig.

'Ditte? Hvad pokker laver du?' Udbryder hun forbløffet, idet hun stirrer ned på kniven og så op på mit ansigt. Der går en skælven gennem min krop, da jeg hører hendes stemme og ser ind i hendes øjne. Det var en ting at planlægge drabet, da jeg sad alene henne på kontoret, det er noget helt andet når jeg er her, ansigt til ansigt med min smukke, levende veninde.

'Rikke, du må ikke skrige. Tving mig ikke til at skære halsen over på dig.' Siger jeg bedende, idet jeg virkeligt håber at hun adlyder. Tanken om at skulle føre kniven ind i halsen på hende, tanken om de kaskader af blod der vil vælte ud, hvis jeg skære hendes halspulsårer over, får det til at vende sig inde i mig. Heldigvis skriger hun ikke. Hun kigger i stedet op på mig, mens hun ryster uforstående på hovedet.

'Ditte, hvad sker der? Hvorfor gør du det her?' Spørger hun, med en stemme der næsten lyder oprigtigt forvirret. Jeg kigger hende direkte ind i øjnene. Hun ser forvirret ud, men ikke bange. Er hun uskyldig? Jeg har set beviserne. Det må være sandt. 'Jeg så dataoverførslerne fra din krypterede forbindelse. Jeg har set pengeoverførsler til din hemmelige konto på Isle of Man.' Siger jeg. Jeg kan se noget i hendes øjne. Tvivl. Angst. Der er noget om snakken. Jeg er en menneskekender, jeg kan læse sådanne signaler. Hun er skyldig.

'Jeg... jeg... ¨åh Ditte, jeg er så ked af, at jeg ikke har sagt noget. Jeg ved, at det jeg gjorde var forkert, men jeg skulle have betroet mig til dig, min ældste og kæreste veninde.' Siger hun, idet hun langsomt sætter sig op i sengen. Jeg har fat om hendes nakke, så hun ikke laver nogen pludselige bevægelser. Hun har langt hænderne på min højre hånd, men prøver ikke at skubbe mig væk.

'Jeg mødte en fyr på en mission i Ukraine for tre år siden. Han blev taget til fange af russiske agenter i Debaltsevo, da de russisk støttede separatister indtog byen i februar i år.' Forklarer Rikke, mens hun ser skræmt ned mod kniven. Selv om jeg stirrer på hende, møder hun ikke mit blik. Et tegn på at hun måske lyver, tænker jeg, men lader hende tale ud. 'De tvang mig til at udlever oplysninger mod en symbolsk betaling. Hvad skulle jeg have gjort? Hvis jeg havde sagt noget til mine overordnede, ville han være død nu.'

'Det lykkede en af vores eksperter at afkode en af dine beskeder. Og beløbene på din konto var ikke ligefrem symbolske. Hvorfor lyver du for mig. Rikke?' Siger jeg, idet jeg mærker vreden i mig vokse. Jeg ville måske have givet hende en chance, men hun lyver mig jo lige op i ansigtet. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Rikke ryster desperat på hovedet. 'Jeg sværger det er sandt! Please, Ditte, giv mig en chance! Du kan sove her, og i morgen tidlig tager vi sammen ind på kontoret, så kan jeg forklare det hele for vores overordnede. Det lover jeg. Ditte, lyt nu til mig, vi har kendt hinanden siden vi var helt unge piger.'

'Rejs dig.' Siger jeg, idet jeg trækker hende op fra sengen i hendes nakkehår. Hun hulker desperat men rejser sig langsomt. 'Ditte, hvad laver du?' Gisper Rikke, idet jeg fører hende ud midt på gulvet. Da hun kravler ud af sengen, glider dynen af hende, og jeg kan ikke lade være med at lade blikket glide ned af hendes krop, som hun står der nøgen og skælvende på gulvet. Hendes krop er buttet men velformet, hendes bryster er store og fyldige og hun har en lille stribe hår over sit skamben, men glatbarberede skamlæber. Jeg må indrømme, at jeg nyder synet. Hendes krop har en rå erotisk udstråling, med hendes tatoveringer, ringene i hendes brystvorter og hendes glatbarberede skræv.

'Giv slip på min hånd.' Siger jeg og nikker mod hånden med kniven. Hun giver ikke slip, men griber endnu bedre fat. 'Ditte, lov mig at du lytter til mig! Lov mig, at du ikke gør mig fortræd.' Hulker Rikke, med en stemme som afslører, at hun er lige ved at bryde i gråd. Der går et lille gib igennem mig, da jeg hører hvor skræmt hun er. Nej, jeg kan ikke have medfølelse med en forræder. Det vil jeg ikke tillade mig selv. 'Rikke, hvis jeg skal have tillid til dig, må du først vise tillid til mig.' Siger jeg, vel vidende at jeg bevidst vildleder hende. Hun falder for det. Hun nikker og giver slip.

Så snart hendes hænder når ned under hendes bryster, presser jeg kniven mod hendes bryst og trækker den mod venstre, ned over hendes bryst. Rikke er lige ved at skrige, men hun tøjler sin rædsel og smerte og klynker i stedet desperat. 'Ditte, for guds skyld!' Hulker hun bedende. 'Lad tvivlen komme mig til gode, det er alt hvad jeg beder om! Kan du huske da vi var unge, og du blev mobbet i skolen? Jeg kom dig altid til undsætning. Jeg passede på dig. Jeg beder dig, Ditte. Jeg melder mig frivilligt, det sværger jeg!'

'Jeg er taknemmelig for dit venskab og alt hvad du har gjort for mig, Rikke. Det er jeg virkeligt, tro mig. Jeg har altid holdt umådeligt meget af dig.' Siger jeg oprigtigt. 'Men det her har intet med vores venskab at gøre. Du er dobbeltagent, og du kender politikken på området. Dobbeltagenter skal elimineres. De skal ikke igennem en retssag, med at hvad det vil føre med sig af presseomtale og pinlig udstilling af manglende loyalitet i efterretningstjenesten. Jeg er ked af det, Rikke, men jeg har ikke noget valg.'

'Åh gud, jeg vil ikke dø, please, Ditte, der må være noget du kan gøre!' Hulker Rikke, idet hun holder den ene hånd afværgende op for sig, mens hun støtter sig med den anden. 'Jeg er ked af det, Rikke, men du ved godt det er umuligt.' Siger jeg. 'Du ved, at de ikke vil give op før du er død. Hvis jeg lader dig slippe, sender de bare en anden.' Pludseligt sænker Rikke hånden og stirrer på mig med store øjne. 'En anden... åh gud, du er den første de sendt! De ville aldrig beordre dig til at slå mig ihjel. Du meldte dig frivilligt til det her, gjorde du ikke?' Spørger Rikke måbende.

Jeg nikker. Rikkes øjne bliver endnu større og hun ryster uforstående på hovedet, som om hun næsten ikke fatter - eller ikke ønsker at fatte - hvad der er sket. 'Åh gud, åh gud, du ønsker virkeligt at slå mig ihjel! Ditte, min bedste ven, hvordan kan du gøre det her? Hvordan? Hvordan?' Hulker Rikke med en næsten afsindig klang i stemmen. Jeg kan mærke en knugen i mit bryst. Jeg har aldrig set hende så ude af sig selv før, og jeg har ondt af hende. Ja, det kan jeg ikke nægte. 'Rikke, hvis det ikke var mig, ville det være en anden.' Siger jeg, med så rolig og kærlig stemme jeg kan klare under omstændighederne. 'Når det nu endeligt skal være, vil du så ikke hellere dø for en vens hånd?'

Jeg venter ikke på hendes svar. Jeg hamrer kniven mod hendes bryst. Men hun er hurtig, hendes hænder flyver lynsnapt op og griber fat i min arm, så hun stopper kniven før den gennemborer hende. 'Nej!' Brøler hun og sparker ud efter mig. Jeg parerer hendes spark og sætter et knæ i maven på hende. Hun stønner. Jeg kan mærke, at hendes greb om min arm bliver svagere. Jeg presser kniven nærmere. 'Hvorfor kniven?' Hulker Rikke. 'Hvorfor skød du mig ikke mens jeg sov? Hvorfor vækkede du mig? Hvorfor snittede du mig i brystet? Du vil have at jeg skal lide, åh gud, Ditte, hvad sker der med dig? Har du slet ingen medfølelse med mig? Har du slet ingen nåde for en gammel ven?'

'Du er en forræder, Rikke, og du skal dø nu!' Hvæser jeg, idet jeg sparker hende hårdt mod knæet. Min støvle har en hård metalkant og Rikke brøler af smerte, da den hamrer ind i hendes nøgne knæ. Et øjeblik mister hun balancen og en smule mere af sin styrke. Jeg presser kniven tættere mod hende. Jeg kan mærke modstanden, da knivsspidsen møder hendes nøgne hud. Hun stirrer ned på kniven med rædsel i øjnene, mens hun stadig kæmper imod. Jeg presser hårdere, ser spidsen forsvinde ind i hendes hud, ser en smule blod bryde frem mellem den nøgne hud og det blanke metal. Rikke brøler, da hun mærker den kolde klinge inde i sig.

'Nej, nej, nej!' Jamrer Rikke, da jeg langsomt men sikkert driver klingen dybere ind i hendes krop. Det er en helt surrealistisk fornemmelse, at mærke hendes krops skælven forplante sig op gennem kniven og gennem min arm. Jeg kan mærke, hvordan kniven langsomt gnaver sig gennem muskelfibrene i hendes brystmuskulatur, for til sidst at skrabe mod hendes ribben. Rikke brøler, men hendes brøl mister hurtigt styrke og bliver til en anstrengt, smertefuld gispen.

'Aa... aaah... aarhg! Fuck, det gør ondt!' Jamrer Rikke og kigger op på mig med anklagende, bebrejdende øjne. 'Du har stukket en kniv i mig! Åh Gud, du har ingen anelse om hvor pisse ondt det gør! Hvordan kan du, Ditte? Hvordan kan du slagte mig som... som et svin?' Jeg kigger på hende, og mærker en underlig blanding af foragt og medfølelse i mit hjerte. 'Rikke, du er forræder. Du har pisset på alt de vi begge har kæmpet for, lige siden vi fik job i efterretningstjenesten. Hvorfor? Hvis du manglede penge, hvorfor kom du så ikke til mig? Jeg ville have hjulpet dig. Eller var det ren og skær grådighed? Svar mig, Rikke, svar mig!'

'Jeg har jo sagt at jeg vil forklare det hele, hvis du lader mig leve!' Hulker Rikke. Jeg drejer kniven i såret og hun skriger højlydt i smerte. 'Det kommer ikke til at ske, Rikke. Svar mig nu! Eller aldrig!' Hvæser jeg. Rikke gisper og hiver efter vejret. Jeg lader være med at dreje kniven yderligere og hun får så meget kontrol over sig selv, at hun kan svare mig. 'Ditte, selv med udstationeringstillæg og alt muligt, så tjener jeg kun omkring 50 tusind om måneden. Vi sætter livet på spil hver dag. Er det nok? Er det virkeligt værd at risikere livet for? Jeg vil bare have hvad jeg fortjener!'

'Åh Rikke, din tåbelige, grådige køter! Du har sat landets sikkerhed og andre folks liv på spil, ved at afsløre hemmelige informationer. Kan du ikke se hvor fucking egoistisk det er?' Hvæser jeg, idet jeg mærker en helt ny følelse strømme gennem mig. Jo, jeg vil dræbe hende. Jeg vil se den egoistiske tæve dø. Og jeg har ret til det. Jeg har fuld ret til at tage livet fra hende. 'Man går ikke ind i efterretningstjenesten for at blive rig, man gør det for Gud, Konge og Fædreland! Du fik muligheden for at tjene dit land, men du ville kun tjene dig selv! Du skal jeg fandeme give dig hvad du har fortjent!'

Jeg hiver kniven ud af Rikkes bryst. Hun skriger og vælter bagover, støtter sig mod kaminen beg hende for ikke at falde om. Jeg tøver ikke, men udnytter hendes uopmærksomhed til at drive kniven dybt ind i maven på hende med et hårdt stød. Rikke brøler og knækker sammen om min hånd, mens hun desperat klamrer sig til maven, som om hun tror, at hun kan forhindre sine indvolde i at blive flænset i stykker. Jeg kan ikke lade være med at grine. Hendes smerte, hendes angst og den magt jeg har over hende, det er berusende. Og hun fortjener det, hun fortjener al den smerte og rædsel hun oplever, det er jeg ikke længere det mindste i tvivl om. Hun er en ussel forbryder og jeg er den retfærdige straf.

'Kniven har flænset sig gennem din lever og din mavesæk, Rikke.' Konstaterer jeg nøgternt, ud fra knivstødets dybde og position. Så smiler jeg, idet jeg mærker en sadistisk nydelse strømme gennem mig. 'Det er et dødeligt sår. Du vil langsomt blive svagere og svagere, efterhånden som indre blødninger tapper dig for livskraft, og så vil du mærke livet glide ud af dine hænder.' Rikke brøler igen, så vidt jeg kan afgøre af lige dele frustration, smerte og rædsel. Hun ved at det jeg siger er sandt. Hun kan selv mærke det. Åh gud, hvor må hun dog have det helt forfærdeligt, tænker jeg, men mærker ingen medfølelse med hende længere. Jeg føler kun glæde ved tanken om hvor grusomt hun lider lige nu.

'Ditte, jeg beder dig!' Hulker Rikke, idet hendes ben begynder at ryste. Hendes læber skælver, hendes øjne bliver blanke. Hun gisper og snapper efter vejret. Hun brøler i desperation, da hun mærker styrken i hendes ben svigte, og hun langsomt glider ned af væggen som hun prøver at støtte sig op af. Hun udstøder endnu et desperat klynk, da hendes mås klasker mod de hårde, kolde fliser, der ligger på gulvet foran kaminen. Jeg holder fast i kniven, så hun ikke kan flå den ud af sin krop. Hun stirrer desperat op på mig, med øjne der er fulde af en uudgrundelig rædsel og sorg,

'Ditte, jeg ved at det jeg gjorde var forkert.' Hvisker Rikke med svag, skælvende stemme. 'Men fortjener jeg virkelig at dø? Vi har kendt hinanden i tyve år, Ditte. Vi har grinet og grædt sammen, vi har danset og rejst og spist sammen, vi har delt vores inderste tanker, vores håb og vores drømme. Du kender mig bedre end noget andet menneske. Du ved, at jeg er meget mere end den fejl jeg har begået. Vil du virkelig afslutte alt hvad jeg er, alt hvad jeg kan, bare for én dumheds skyld? Er det virkelig retfærdighed?'

'Når man giver klassificerede informationer til fremmede magter, så sætter man både danske agenters og danske soldaters liv på spil. Folk er døde på grund af dit forræderi, folk, som i modsætning til dig, har tjent deres land trofast og loyalt. Er det retfærdighed?' Siger jeg, idet jeg vrider kniven rundt i såret. Rikke brøler i smerte. Jeg smiler ned til hende. 'Jeg elskede dig, Rikke, det gjorde jeg virkelig. Dit venskab har betydet alt for mig, men du forrådte ikke bare dit land, du forrådte også mig. Før jeg kom ind i efterretningstjenesten, var jeg helt tom indeni. Jeg følte ikke, at mit liv havde noget formål. Men i efterretningstjenesten fandt jeg en sag der er værd at kæmpe for, værd at dræbe for, ja, værd at dø for. Jeg troede, at du havde det på samme måde.'

'Åh Ditte, jeg er ked af det. Jeg fortryder alt. Åh gud, smerten... så kold... åh gud, jeg vil ikke dø. Jeg vil ikke dø. For helvede, jeg vil leve! Please, Ditte, jeg beder dig, hjælp mig, hjælp mig... hjælp mig....' Jamrer Rikke, idet den sidste styrke langsomt forlader hendes krop, og hun dejser om på gulvet. Jeg trækker kniven ud af hende. Blodet vælter frem fra det dybe sår i hendes mave. Hun lægger desperat hånden på såret, for at forhindre at hun forbløder, men hun har ikke styrke til at stoppe blødningen.

'Det må ikke slutte. Jeg er ikke klar. Ditte, er du der?' Hvisker Rikke, mens hun ligger på gulvet og stirrer op i loftet. Jeg giver hendes fod et lille klem, så hun kan mærke at jeg er der. Pludselig føler jeg alligevel en smule medlidenhed med hende. Nok er hun forræder og fortjener at dø, men hun er også en kvinde og et menneske. Og en ven. Jeg kan slet ikke fatte, hvilke dimensioner af rædsel, smerte og sorg, hun må føle, som hun ligger der og mærker alting svinde bort. Selv om det hun gennemlever, er retfærdigt, får jeg alligevel en klump i halsen og en knugen i brystet.

'Giv slip, min dejlige pige. Lad være med at kæmpe imod. Du gør det kun værre for dig selv. Du kan intet stille op. Giv slip, så slutter smerten.' Hvisker jeg og giver igen hendes fod et kærligt klem. Rikke opbyder sine sidste, sparsomme kræfter og ryster langsomt på hovedet. 'Nej, jeg vil ikke dø. Ditte, jeg beder dig, hjælp mig. Jeg vil ikke dø. Jeg vil ikke dø.' Hvisker hun med svag, grådkvalt stemme, og med en inderlighed jeg aldrig før har hørt et menneske opbyde. Det bliver hendes sidste ord, for i det øjeblik går der en voldsom rystelse gennem hendes nøgne krop, og da hun atter ligger stille på gulvet, undslipper et langt, dybt suk hendes læber, og hendes øjne stirrer tomt og blankt ud i uendeligheden.

Rikke er borte. Jeg sidder tilbage på det bløde, lyserøde tæppe med blandede følelser. Forbrydelse og straf, forræderi og retfærdighed, venskab og lidelse, livet og døden, de tanker og følelser der gennemtrænger mit sind og min sjæl er så store og intense, at jeg knapt nok kan rumme det. Jeg prøver at skubbe det fra mig, og vender i stedet min opmærksomhed mod den døde krop foran mig. Den er smuk, velskabt, varm. Den ligner til forveksling Rikke, men det er ikke længere hende. Det er dødt kød som hun ikke længere har noget krav på.

Min nysgerrighed kan ikke længere tøjles af blufærdighed eller skam. Jeg rækker hænderne frem og skiller forsigtigt hendes ben. Hendes glatbarberede fisse, med de velformede skamlæber, smiler indbydende op til mig. Jeg læner mig frem, dufter til hende. Læner mig nærmere. Smager på hende. Det er vidunderligt. Jeg fører mine hænder op til hendes bryster, lægger mig til rette mellem hendes ben og tager for mig af alt hvad hendes afsjælede legeme har at tilbyde.