Mikael var en skidt fyr, det var jeg klar over, men jeg elskede ham over alt på jorden. Og et eller andet sted, var jeg vel også fascineret af hans fandenivoldske attitude. Han spillede ikke efter de samme regler som andre mennesker. Han gjorde hvad der passede ham. En dag, da det brændte på for ham, og han blev efterlyst af politiet, opsøgte han mig på min bopæl. Vi vidste, at politiet kendte til vores forhold, så det ville kun være et spørgsmål om tid, før de dukkede op på min adresse. Vi måtte ud af København, hurtigst muligt, og vi kunne ikke tage min bil. Den ville politiet også holde øje med. Så Mikael traf en hurtig beslutning, stoppede en tilfældig bil på gaden og kaprede den. Vi tog den unge kvinde der kørte i bilen med, så vi kunne bruge hende som gidsel, hvis vi alligevel skulle blive stoppet af politiet.

Vi nåede dog uden problemer frem til et lille sommerhus, et sted syd for Skælskør, som Mikael mente var sikkert. Her bandt vi gidslet før vi elskede som vilde dyr. Mikael ville gerne have, at gidslet så os elske. Det syntes jeg var lidt mærkeligt, men da vi først var i gang, var det faktisk ret frækt at vide, at hun sad der og så og hørte det hele. Det gav lige et ekstra kick. Det er den slags indfald, der gør Mikael så uimodståelig.

'Hvad stiller vi op med hende?' Spørger Mikael, da vi er færdige med at elske og ligger og slapper af. Tanken har ligget og rumlet i mit baghoved, lige siden vi nappede hendes bil. Hun kan høre, at vi snakker om hende. Hun kigger hen på os, med et skræmt blik i øjnene. Mikael har åbnet hendes trøje, så hendes små ungpigepatter og flade mave er blottede. Hun er faktisk en meget køn pige, på den der lidt nabodatteragtige måde.

'Hvis vi lader hende gå, går hun til politiet.' Siger jeg. Den unge pige ryster energisk på hovedet. Som om vi skulle tro på, at hun ikke vil sladre. Selvfølgeligt vil hun det. 'Vi må vel holde hende fanget, så længe du er på flugt. Er der en kælder her i huset?' Spørger jeg. Mikael ryster på hovedet. 'Nej, desværre, og der er vinduer i alle rum. Hvis vi skal holde hende fanget, bliver vi nødt til at holde øje med hende hele tiden. Og vi kan jo ikke holde hende fanget i al evighed.'

Det kribler i min mave. Mikael har ikke sagt det, men konklusionen på vores lille udfordring ligger jo lige for. Jeg tænker så det knager, men jeg kan ikke komme på en anden udvej. Jeg kigger på Mikael, ser ham dybt ind i øjnene. Han ved godt hvad jeg tænker, og jeg kan se, at han er enig. Der går et gys gennem min krop. Ikke blot fordi jeg erkender hvad vi bliver nødt til at gøre, men lige så meget fordi jeg føler mig klar til det. Jeg vil gøre alt for Mikael, bare vi er sammen.

'Skal jeg ordne det?' Spørger Mikael betænksomt, idet han rejser sig og griber fat om gidslets arm. Hun giver et lille klynk fra sig, da han flår hende op på benene. 'Nej, det er OK, Mikael. Vi er sammen om det her.' Siger jeg og mærker gåsehuden brede sig over min krop. Gidslet ser på mig med nervøse øjne. Mon hun aner, hvad vi taler om? Mon hun fornemmer, hvilken grusom beslutning vi har truffet i tavshed? Mikael smiler, tager fat om benene på gidslet og smider hende op på sengen.

Hun giver et lille grynt fra sig, da hun lander ved siden af mig. Mikael knæler ned ved siden af hende og lægger en hånd på hendes mave og hals. Hun klynker igen. Jeg kan ikke undgå at blive en smule tændt. Hendes slanke krop, hendes flade mave, hendes fine bryster, duften af hendes parfume og varme hud. Hun er virkelig en smuk ung kvinde, med alle muligheder og hele livet foran sig. Er jeg virkeligt klar til at tage alt fra hende? Det kribler atter i min krop, men denne gang blander min nervøsitet sig med min tiltagende ophidselse. Det er en forunderlig følelse.

'Hvordan skal vi gøre det?' Spørger Mikael og kigger på mig. Pigen bliver mere urolig. Hun ser op på os igen, fra den ene til den anden. 'Gør' g'ad?' Får hun frem, hendes ord forvrængede af det tørklæde hun har i munden, men stadig forståelige. Pludseligt går endnu et gys igennem mig. Hvordan fortæller man en ung pige, at hun skal dø? Hun vil utvivlsomt blive helt ude af den. Tanken både skræmmer og tænder mig. Det går op for mig, at det er en helt ny verden jeg er trådt ind i, en helt ny vifte af oplevelser der ligger foran mig, helt anderledes end noget jeg nogensinde før har oplevet. Jeg har altid været en god pige, passet mit studie, passet mit job, passet min familie, været ærlig, pålidelig og aldrig gjort noget galt. Og nu er jeg her.

'Jeg er virkelig ked af det, Caroline. Det var Caroline du hed, ikke?' Siger jeg. Hun nikker. Jeg smiler ned til hende. Hun stirrer op på mig med store øjne. Hendes blik hænger ved mine læber, hun afventer hvert et ord med spænding og en blanding af håb og ængstelse. Jeg mærker en følelse af magt bruse gennem mig. Det er berusende. Et øjeblik føler jeg mig som en gud, en gud der kan afgøre folks skæbne med mine ord. 'Vi kan ikke lade dig gå, Caroline, og vi kan ikke holde dig fanget her. Jeg er virkelig ked af det, men vi bliver nødt til at slå dig ihjel.'

'Gnaaaaaaaaarj!' Brøler hun bag tørklædet, mens hun ryster voldsomt på hovedet. Det får hendes små søde bryster til at gynge. Mikael har rejst sig og står tavs nede ved fodenden af sengen. Det er som om han vil give mig plads, lade mig tage kontrollen, så tingene sker i mit tempo. Han kan være ganske betænksom, når det griber ham. Jeg læner mig ind over den stakkels pige. 'Jeg er virkeligt ked af det, Caroline. Jeg ved, at det må være ganske forfærdeligt at være i din situation lige nu. Tro mig, hvis der var en anden måde vi kunne løse det her på, så gjorde vi det. Men desværre. Jeg ved at det er noget værre lort, men det kommer til at ske, min pige.'

Caroline jamrer og klynker gennem tørklædet. Hun mumler noget om hvor ung hun er, om hendes familie, om hendes uddannelse og om hendes drømme og ambitioner for fremtiden. Hendes ord skærer i mit hjerte. Hun er tydeligvis en fornuftig og eftertænksom pige der har masser at byde på. At tage livet fra sådan en ung, livsglad pige, er noget af det grusomste jeg overhovedet kan komme på, og normalt vil det stride imod alt hvad jeg er og hvad jeg står for. Men alternativet er, at både Michael og jeg ryger i spjældet. Jeg er klar over, at jeg har truffet et forbandet egoistisk valg, men det kan ikke være anderledes.

Når det valg nu er truffet, når jeg har accepteret at hun skal dø for Michael og min skyld, hvorfor så ikke få det meste ud af oplevelsen? Jeg mærker en enorm nysgerrighed gribe mig. Hvad sker der med en ung kvinde, når hun står overfor døden? Hvad sker der inde i hendes hoved? Hvad sker der med hendes krop? Hvad vil jeg kunne aflæse i hendes øjne og hendes krops reaktioner? Når beslutningen nu er truffet, er det som at åbne klædeskabet, og finde en helt ny verden bagved. En verden jeg er ivrig efter at opleve og udforske, selv om den er så fremmedartet, at det vil ændre mig for altid.

Det kribler i hele min krop, mit hjerte hamrer og jeg mærker mine sanser skærpes, da jeg læner mig ind over den dejlige, unge pige, og lægger mine hænder om hendes hals. Hun brøler bag tørklædet. Jeg kan ikke lade være med at smile. Følelsen af magt skyller atter igennem mig, blander sig med min forventning, min nysgerrighed og min ophidselse, og bliver til en fantastisk intens følelse, en følelse af at være mere i live nu end nogensinde før. 'Vi kvæler dig, Caroline. Din hals vil langsomt blive klemt sammen, til du ikke længere kan få luft, og så er det kun et spørgsmål om tid. Jeg ved ikke hvor længe du vil lide, min pige, men jeg håber oprigtigt at det ikke bliver for længe.'

Caroline brøler og ryster energisk på hovedet. Hendes øjne er fulde af rædsel og hendes stemme knækker over af angst. Jeg har allerede fortalt hende, at hun skal dø. Er det metoden der fremkalder en sådan angst? Er kvælningsdøden værre end så mange andre måder man kan dø på? Eller er hun bare generelt ud af den? Jeg ville ønske, at jeg kunne læse hendes tanker, at jeg kunne føle det hun føler, men jeg kan kun betragte de voldsomme følelser, der lyser ud af hendes smukke ansigt, og gisne om hvad der foregår ind i hendes kønne hoved.

Jeg sætter mig overskrævs på hende. Jeg vil mærke hendes krop vride sig under mig, mens hun kæmper for livet. Jeg kan mærke varmen fra hendes krop gennem hendes bukser. Jeg ser ned på hende, og kan næsten ikke fatte hvor heldig jeg er. Her er jeg, med en hjælpeløs og fantastisk smuk ung kvinde. Hendes smukke bryster, hendes flotte mave, hendes hemmelighedsfulde skræv, hendes lange ben, hendes slanke arme og hendes kønne hoved, der er fuld af erindringer, håb og drømme - og det hele tilhører mig, det hele er mit til at nyde som jeg vil. Det lyder måske mærkeligt, men jeg bliver ramt af en ekstrem følelse af taknemmelighed.

'Mikael, jeg tror ikke jeg har kræfter til at kvæle hende. Kan du ikke kvæle hende med tørklædet?' Siger jeg og smiler op til ham. Han smiler tilbage, ser glad ud for at blive inviteret til at være en del af legen. Han sætter sig på gulvet bag Carolines hoved. Hun brøler af sine lungers fulde kraft, da han fjerner tørklædet fra hendes mund. Han vikler det hurtigt rundt om hendes smukke, slanke hals og klemmer til. Jeg lægger mine hænder på hendes bryst. Det er en fantastisk fornemmelse. Jeg kan både mærke hendes dejlige, faste ungpigebryster, samtidig med at jeg kan mærke hvordan hun kæmper for at få luft, mens Mikael langsomt strammer tørklædet om hendes hals.

Frygten i hendes øjne tiltager i styrke, efterhånden som det bliver sværere og sværere for hende at få luft. Det er et fantastisk syn. Jeg har aldrig set så nøgen, så intens, så absolut en rædsel før. Jeg bliver både skræmt og ophidset på en gang. Mit hjerte hamrer, blodet bruser gennem min krop. Jeg befamler grådigt den unge piges bryster, mens hendes luftrørs bløde bruskhvirvler langsomt men sikkert klemmes sammen. Hun hvæser og sprutter febrilsk. Hendes brystkasse hæves og sænkes i paniske bevægelser. Jeg kan mærke hendes hjerte hamrer helt vildt.

Dødsangsten lyser ud af hendes øjne, hendes mund, ja hver en porer af hendes krop. Så vidt jeg kan se, er hun allerede ved at miste forstanden af rædsel. Jeg kan ikke lade være med at tænke – igen med en frydefuld gysen – at hendes dødskamp jo knap nok er begyndt. Hvad vil der ske med hende, når hun ikke længere kan få luft? Hvad når hun mærker den smule luft hun har i lungerne langsomt blive brugt op? Hvad når hun ikke længere kan få ilt og mærker sin krop lukke ned? Hun er allerede helt ude af den, men hun skal igennem mange flere lag af smerte og rædsel, før det er forbi. Det stakkels, stakkels unge væsen.

Følelsen af medlidenhed vender tilbage. Det den unge pige gennemlever, er ganske forfærdeligt, grusomt, ydmygende og smertefuldt. Kan jeg gøre noget for at lette hendes lidelse? Kan jeg distrahere hende fra smerten og de dystre tanker der må fylde hendes hoved? Kan jeg måske endda give hende en sidste oplevelse af nydelse i denne verden? Jeg lægger kærligt en hånd på hendes skulder og griber ømt og forsigtigt om hendes ene bryst, før jeg læner mig ned og tager hendes ene brystvorte i munden.

Jeg slikker, nipper og kysser hendes brystvorte, mens jeg masserer hendes bryst og aer hendes skulder. Jeg ved ikke om mine kærtegn trænger igennem rædslen og smerten, men jeg kan mærke at hendes brystvorter bliver hårde og der dannes gåsehud på hendes bryst, så et eller andet har hun åbenbart mærket. Pludselig mærker jeg en ophidselse strømme gennem min krop, en ophidselse der er langt mere intens end de mange intense følelser jeg allerede har oplevet sammen med Caroline. Tanken om at elske med denne fantastiske unge kvinde, mens hendes vidunderlige krop langsomt dør, tanken om at hun skal mærke både smerte og nydelse, rædsel og glæde, i de sidste intense minutter af hendes liv, fylder mig med en ophidselse så voldsom, at det næsten føles som en langstrakt og dyb orgasme.

Jeg lader hånden glide ned fra hendes skulder til hendes bryst, så jeg kan klemme kærligt om det, mens jeg slikker hendes brystvorte. Hendes brystvorte svulmer op og bliver endnu hårdere, og der kommer små knopper i det mørke område rundt om den. I mellemtiden er Caroline holdt op med at sprutte. Tungen stikker ud af hendes mund, hvor den bevæger sin op og ned, som om hun forsøger at smage den luft, hun nu ikke længere kan få ned i lungerne. 'Så er der lukket. Nu gå det kun én vej.' Konstaterer Mikael, som om han læser mine tanker.

'Du får ikke længere luft. Nu bliver du langsomt kvalt, idet ilten i dine lunger slipper op.' Hvisker jeg ophidset. Jeg kan ikke længere afgøre, om rædslen i Carolines ansigt tager til, eller blot ændrer sig og måske blandes med smerte. Jeg kan ikke læse hendes udtryk for de følelser hun udstråler, er så voldsomme, så intense, at jeg ikke kan sammenligne med noget jeg nogensinde har set før. Jeg tror, at hun ved hvad der sker med hende. Jeg tror, at hun ved hvad det betyder. At hun snart skal sige farvel. Til alt. Jeg slikker begge hendes brystvorter, kysser dem, nipper i dem, kæler for dem på alle mulige måder, i håbet om at nydelsen vil give hende en smule respit for de grusomme følelser og tanker der må flå i hendes forpinte krop og sjæl.

Carolines bryster er fantastiske, men jeg vil mere end at lege med dem. Jeg sætter mig op på sengen, åbner hendes bælte og trækker hendes jeans ned om hendes lår. Hun har et par søde små lilla trusser på. Med kriblende, bævende fingre, som en skattejæger der forsigtigt løfter låget af en kiste med ukendte skatte, trækker jeg trusserne ned om røven på hende. Mine øjne nynder de ekstra tommer af smukt maveskind, hendes mavemuskler og hendes søde lille navle, som kommer til syne.

Jeg føler nærmest ærefrygt, da jeg tænker på hvor mange andre mennesker der mon har trukket trusserne af denne dejlige pige. Er jeg den første? En blandt tre, fem, ti eller tyve? Et eller andet sted håber jeg, at jeg blot er en blandt mange, at hun har givet den gas, at hun har elsket og kneppet som et vild dyr, nydt sin krop, nydt sit liv, fået alle de seksuelle oplevelser hun kunne nå i sit unge liv. Alt andet ville være spild. Alligevel føler jeg, at jeg bevæger mig ind på ukendt territorium. Selv om hun har været om sig, så forventede hun helt sikkert ikke, da hun tog de trusser på i morges, at de ville blive trukket af hende af en vidt fremmed kvinde.

Hendes skød er smukt, glatbarberet og velduftende. Jeg begraver mit ansigt i hende, med den allerstørste nydelse og fornøjelse. Hendes maveskind føles helt vidunderligt mod min kind, hendes skamlæber er varmer og dejlige mod mine læber. Det er som om de er svulmede op. Jeg ved ikke, om det er en naturlig reaktion på kvælning, eller om mine kærtegn af hendes bryster fremkaldte denne reaktion. Men jeg er taknemmelig. Hun er klar til mig. Jeg rækker forventningsfuldt tungen frem og finder hendes fugtige, varme revne. Jeg lader min tunge glide op til hendes klitoris, som er varm, spændt og hård som en ært.

Jeg presser en arm ind under hendes krop, ind under hendes samtidig bløde og faste røv, og presser et par fingre op mellem hendes skræv og hendes trusser. Jeg finder hendes varme revne med min pegefinder og langefinger og lader dem glide ind i hende. Mens jeg støder dem ind i hende og slikker hendes klitoris og skamlæber, fører jeg prøvende min tommelfinger ind mellem hendes balder. Jeg kan mærke hendes varme mellemkød. Jeg fører forsigtig tommelfinger lidt længere ned, til jeg kan mærke hendes lille, spændte ringmuskel mod min fingerspids. Hendes krop vrider sig - måske i smerte, måske i en blanding af smerte og nydelse - da jeg presser spidsen af min tommeltot ind i hendes røvhul.

'Hendes ansigt bliver helt rødt. Jeg tror ikke hun har langt igen.' Siger Mikael. Jeg hører hans ord og mærker en inderlig glæde fylde mig. Det stakkels unge væsens lidelser er snart forbi. Nu må jeg give hende al den nydelse jeg kan, i de sidste, svære øjeblikke hun har tilbage. Jeg bruger alle kræfterne i mine hånd og tunge, massere hendes vagina, hendes anus, slikker hendes skamlæber, hendes klitoris, forsøger at gøre det både blødt og hårdt, hurtigt og intenst. Mine fingre er våde af hendes safter og min tunge kan mærke at hendes klitoris og skamlæber er spændte til bristepunktet. Hun mærker det jeg gør ved hende, det er jeg sikker på og det får mig blot til at anstrenge mig endnu mere.

Pludseligt begynder hendes krop at spjætte. Måske går hendes muskler i krampe, på grund af iltmangel, eller måske er smerten så voldsom, at hendes krop går i chok. Jeg ved det ikke, men jeg må holde godt fast om hende, for at blive ved med at stimulere hende. Hendes kam bliver voldsommere og voldsommere. Mine fingre glider ud af hende og hun sparker med benene, så jeg må trække mit ansigt væk fra hendes skød. Jeg tager det som et tegn på, at hun nu er så tæt på døden, at hun ikke længere kan tage imod mine kærtegn. Det er ok. Jeg gjorde hvad jeg kunne. Det sidste stykke af rejsen må hun klare selv.

'Jeg bliver nødt til at rulle hende om på maven. Ellers kan jeg ikke styre hende, sådan som hun spjætter og ter sig.' Siger Mikael. Jeg protesterer ikke, men giver hendes rumpe et skub, så hun triller om på maven. Det hjælper en del, da hun nu blot sparker ned i madrassen. Pludseligt slår en tanke mig. Jeg rækker hænderne frem og skiller hende balder, så jeg kan se hendes lille numsehul. Jeg kan ikke lade være med at grine, da jeg ser hvordan ringmusklerne åbenbart deltager i hendes dødskamp, og skiftevis udspiles og trækkes sammen, næsten som om hun forsøger at trække vejret gennem hendes røv!

Jeg nyder med morbid fascination synet af Carolines numseåbning, mens hun gennemlever de sidste, desperate sekunder af hendes liv. Hendes krop skamrides af voldsomme kramper, som bliver mere og mere intense. Pludseligt spændes hver en muskel i hendes krop på én gang. Også hendes ringmuskel og balder. Hendes krop dirrer, i et par voldsomme, intense sekunder. Så slapper hun pludseligt af og ligger helt stille på sengen. Der kommer en lille prut fra hendes røv og et sprøjt af urin fra hendes skræv. Så sker der ikke mere. Det er slut. Caroline er færdig. Med alting.

Jeg kigger op på hendes ansigt. Det er ildrødt og fortrukket i en grusom grimasse. Mikael slipper tørklædet. Farven dræner fra hendes kinder, og pludseligt ser hun næsten helt askegrå ud i ansigtet. Det er et grusomt syn. Hun er virkeligt død. Livet har forladt hendes krop, men min nysgerrighed har ikke forladt mig. Jeg presser en hånd ned mellem hendes balder, som er fugtige af urin, og presser atter min pegefinger og langefinger op i hendes fisse.

Hendes kød føles anderledes nu, stadig varm, men en lille smule koldere, og ikke så spændt som før. Nærmest som lun, våd silikone. Det er en fantastisk fornemmelse, Specielt når man tænker på, at dette døde kød for få øjeblikke siden var en ung, spillevende kvinde. Jeg stikker fingrene op i hendes røv. Samme fornemmelse. Jeg udforsker hendes kropsåbninger, så dybt længden af mine fingre tillader, og nyder følelsen af hendes slappe, eftergivende kød.

'Hvad laver du, skat?' Siger Mikael og klukker fornøjet. Jeg smiler og ser op på ham. 'Jeg har aldrig oplevet noget lignende, skat.' Hvisker jeg. 'Det var en forfærdelig, grusom og absolut rystende oplevelse... men også spændende og ophidsende. Fuck, hvor er jeg liderlig. Er du klar til en omgang mere, skat? Jeg vil gerne kneppes igen. Hårdt.'