Gennem vinduet kunne jeg se regnen og blæsten lege med de nedfaldene blade. Blade i alle mulige former og farver dansede en efterårets danse makabre på deres luftige vej fra træets sikre greb og ned mod tilintetgørelsen. Hvis blade på nogen måde var i stand til at føle smerte og vemod over tabet af et fast holdepunkt i livet ville de vide hvordan jeg havde det over tabet af min første kærlighed.

Nu sad jeg her på min stamcafe, delte en øl med mig selv og betragtede livet gennem en rude, og følte mig temmelig ensom og forladt. Min kæreste gennem de sidste tre år havde lige forladt mig til fordel for en mere spændstig model.

Det sidste hun sagde inden hun kørte bort med den nye kæreste var at jeg var et skvat af en mand. Og for rigtig at sætte trumf på, hendes måde at gnide salt i et sår på, hørte jeg hende råbe at jeg var en elendig elsker, og aldrig ville få lært at tilfredsstille kvinder.

Min øl var blevet doven og mit humør svingede mellem lysten til at bryde ud i hysterisk gråd og en lige så stor trang til grine højt og larmende ad alt og alle i cafeen. Jeg havde det med andre ord ikke særlig godt og var derfor ikke indstillet på at dele min verden. En itu slået verden, men dog min med nogen som helst. Men han sad fast, som en igle der endelig har fundet en blodåre, på stolen overfor mig og talte og talte. Jeg havde aldrig set fyren før og havde slet ikke lyst til at lære ham at kende. Jeg fik faktisk ikke øje på ham før han satte sig ned med en kop kaffe og et påtrængende.

"Hej, ka' du li' østers?".

En bemærkning, der brutalt rev mig ud af min trancelignende tilstand.

Han var en lille undseelig mand, sidst i trediverne, med uren hud og fedtet hår. Han talte med en skinger og meget indsisterende stemme. En anden ting som fangede mit blik var hans små trækninger. Han var hele tiden i bevægelse, hvis ikke det var hans øjne så var det hans vippene fødder eller de små ryk i hans skuldre som var han på vagt og klar til at stikke af ved den mindste tegn på ballade. Hvor meget jeg end ønskede at han skulle forsvinde så blev han stædigt ved med at sidde foran mig og kigge udfordrende på mig.

Pludselig gik det op for mig at jeg endnu ikke havde svaret på hans spørgsmål og mumlede skyndsomt noget i retning af "mjohh".

Han overhørte mit noget upræcise svar og fortsatte "Ved du hvad en østers er for noget?". Det følte jeg at jeg havde styr på og kunne derfor sige at jeg vist nok troede at det var en slags skaldyr der lever i havet. "Aha!" skingrede den lille mand videre, "det er ikke den hele sandhed". Noget forbavset kiggede jeg på ham, mens jeg spekulerede over, hvad han mente.

"Når man, som du, tydeligvis er angrebet af tungsindets åg", peb han videre, "så har man svært ved at se videre end til det faktuelle, man har svært ved at se nuancer. En østers er en østers er en østers. Den er på den ene side et marint dyr, ikke så spændende, men hvis du åbnede dine øjne ville du kunne se på denne østers og opdage at den er meget mere end det. Den er et symbol, en metafor for kvinden og hendes køn".

Jeg kiggede mig omkring i cafeen, var jeg pludselig med i et afsnit af skjult kamera, eller holdt der en ambulance udenfor hvorfra to hvidkitlede mænd ville stige ud for at hente min borddeler. Men intet skete. Intet kamera og ingen kitler.

"Hvad mener du?".

"Forestil dig en østers. Den er stor, med en ruflet overfade, skalfolder kunne man kalde det. Hist og her er den beklædt med rur. På skallen sidder der helt sikkert mange hårlignende vækster. Forsigtigt vendes og drejes denne skal i dine hænder, mens du spekulere over hvordan du skal komme ind til det bløde, fugtige kød og de marmor lignende vægge. Hvad mon hemmeligheden er?, tænker du". "Hvordan får jeg den til at sprede skallerne fra hinanden og derved åbenbare sit dyrebare indre?".

Med hans mærkelige tale havde han fanget min opmærksomhed og jeg ventede spændt på resten.

Langsomt rørte han fløde og kaffe sammen inden han fortsatte. "En østers er på mange måder lig en kvinde, dette guddommelige og gådefulde væsen, om hvem vi ved og forstår så lidt og som skal behandles med respekt og fornemmelse for finesse".

Et øjeblik holdt hans talestrøm inde, jeg lukkede øjnene og var tilbage ved adskillelsen, de mange anklager og vrede ord. Havde jeg været ufølsom og egoistisk?. Havde jeg kun tænkt på mine egne behov og ikke været opmærksom på hendes?. Jeg vidste det ikke, men noget dæmrede.

Den lille mand sad stadig på sin plads da jeg vendte tilbage til overfladen, han havde åbenbart ikke registreret at jeg for et kort øjeblik var langt væk, både i tid og sted. Han havde genoptaget sin monologagtige samtale.

Jeg fornemmede at han var nået til en slags konklusion. Hans ansigtskulør havde antaget en let rødmosset kulør og små spytdråber sejlede gennem rummet hver gang han åbnede munden.

"På det fysiske plan er skallerne for en østers hvad ben er for en kvinde. Når du beundrer og kærtegner disse himlens portaler vil hun langsomt lade dig trænge længere og længere op mod sit bløde og fugtige indre. Hvis du kan modstå fristelsen til blot at vride skallerne fra hinanden og slubre indholdet i dig, venter der dig en stor oplevelse. Du bør give dig tid til at beundre og smage længe og inderligt på de folder der breder sig foran dine øjne som en stor blød og bølgende havbund. Lad smagen og nydelsen bemægtige sig en plads i din sjæl. Hvis du bruger alle dine sanser i oplevelsen vil du opdage at enhver kvinde har en perle. En perle som har en større værdi end perlen har for en østers. Perlen er for en østers en kilde til irritation. En kvindes perle derimod er en kilde til ubegrænset glæde og nydelse".

Han havde tydeligvis talt sig varm og hans stemme steg en enkelt oktav.

"En kvinde er ikke en østers og en østers er ikke en kvinde, min ven. Men hvis du ikke kun tænker på dig selv; men for en stund glemmer dine behov og sørger for at lytte til og opfylde hendes, så vil hun åbenbare sin indre østers og den vil helt sikkert indeholde en perle".

Jeg var nu sikker på at den messende mandsling var inde på noget helt rigtigt og at min kæreste, nåh ja ex-kæreste kun havde haft delvis ret i sin sidste påstand. Jeg kunne forandre mig. Jeg kunne lære, jeg ville lære.

Det rødmossede ansigts talestrøm holdt inde og der bredte sig en ro i mit indre, en ro jeg ikke havde følt i lang tid. Jeg lod mig falde tilbage i stolen med lukkede øjne opsat på at nyde denne følelse og lade mandens ord synke ind.

Da jeg påny åbnede øjnene, var jeg igen alene ved bordet. Han var forsvundet lige så pludselig og stille som han havde sat sig ved mit bord.

...og udenfor brød solen igennem...