Året er 1914. Mørke skygger trækker sig sammen over Europa. Det får betydning for den unge teenager Matthew som rejser ned til sin Tante som bor i den lille sydstatsby Gatorville.

—
USA - 2002: Jeg så byskiltet til Cicero. Inden længe havde jeg parkeret ved kirkegården. Jeg passerede mindestøtten til Ryan White. I det fjerne så jeg Kevin. Jeg vinkede til ham og han vinkede tilbage. Han stod foran sin fars grav. Det var kun et år siden at Matthew Henry Collins var faldet bort. Da jeg kom hen til ham, kunne jeg se at han stadig var præget af sorgen over tabet af sin far. Vi stod stille sammen og betragtede gravstedet, før vi gik tilbage mod bilerne.

Fremme ved bilerne fik jeg overrakt de notater, hans far havde lavet om sin tid under 1. verdenskrig. Jeg havde så mange spørgsmål, som jeg gik og rodede med. Spørgsmål som notaterne gerne skulle besvare og skulle udarte sig til et manuskript.

Mange måneder senere sad jeg med manuskriptet i hånden. Her er historien om den mand, min onkel mødte i Hamborg lige efter krigen og som fik en stor indflydelse på min onkels karriere En historie, som fandt sted i skyggen, hvad man dengang kaldte Den Store Krig. Fem somre som ændrede livet for alle, der levede dengang. Dette er historien om den første sommer.

—

USA 1914: En uge før sommerferien skulle starte, fik jeg brev om at jeg skulle rejse ned til min fars søster - Tante Ethel. Hun boede i en lille by med navn Gatorville i Louisiana. Min mor havde fortalt at byen var meget lille og befolkningen noget tilbagestående i forhold til de cirkler mine forældre færdedes i. Hun havde aldrig forstået min tantes valg.

Mor og far skulle til England. Min far arbejdede i diplomatiet og han måtte rejse så hurtigt, at det ikke var muligt for mig at rejse med. Verdenen var i krise. En eller anden havde skudt kronprinsen for Østrig-Ungarn. Der kunne blive krig. Det var synd. Jeg havde sådan glædet mig til at se England. Måske ville det være muligt for mig at rejse derover senere. Jeg havde gået på kostskolen i et år, og det var det sted, jeg tilbragte mine teenageår uden for ferierne. Skolen var for de velhavende, og vi gik alle sammen i jakkesæt.

Rejsen til Louisiana var lang. Flere togskift. Der var tider hvor jeg mest af alt syntes at det måtte have været nemmere at sejle til England.

Da vi ankom til den lille station så lå nær landsbyen Gatorville hvor min tante boede, så stod hun på perronen sammen med en sort mand som hed Bill. Tante Ethel var 29 år på det tidspunkt. Bill var omkring 35-40 år. Min tante havde taget arbejde i Gatorville som skolelærer. Vi gik over til hestevognen hvor Bill tog pladsen som kusk og kørte til Gatorville. Jeg husker turen ind til byen. Den fugtige hede som jeg ikke var vant til. Opvokset i Boston, kostskole i Maine. Nej, den varme føltes næsten ulidelig.

Gatorville var, som min mor havde sagt, ikke en stor by. Den skole, min tante arbejdede på som eneste lærer, havde kun to skole-rum og 20 elever. Jeg forstod på min tante at årsagen til at skolen havde to rum var at man ikke måtte blande racer blandt eleverne så de hvide og sorte blev undervist hver for sig. Vi kørte ned gennem hovedgaden. Folk stoppede op og kiggede på os. Børn og voksne gik simpelt klædt. Mænd og børn gik næsten alle i overalls. Byen levede af at sælge tømmer og behandle bomuld på nogle små fabrikker i byen. Det var hårdt manuelt arbejde som krævede tøj der kunne tåle noget og så kom jeg som dumpet ned fra månen i min skoleuniform, som om den stammede fra en hel anden verden.

Vi ankom til min tantes hus og sagde farvel til Bill. Da jeg havde båret min kuffert ind på mit værelse, bad min tante mig om at komme ind i stuen. “Matthew. Du skal gå i noget andet tøj. Jakkesæt bruger man ikke i byen. Du vil skille dig for meget ud. Hun rakte mig en skjorte og et sæt overalls. Jeg tog jakke og bukser af. Derefter fulgte skjorten og slips. Min tante gispede. “Hvad er det?” og pegede på mit undertøj.

“Det er skolens korset” svarede jeg med let rødmen i hovedet.

Jeg huskede tilbage på da jeg startede på kostskolen. Mine forældre havde lige forladt skolens område, da rektor Richardson førte mig ned for at jeg skulle have skoleuniformen på. Vi endte på skole-sygeplejerskens kontor, hvor han overlod mig til den store dame og en dame fra skrædderen, som skulle finde den rette størrelse på den uniform jeg skulle gå med.

Efter at have tøjet af på hendes ordre bad sygeplejersken bad mig om at lægge mig ned på et møbel, som alt af mest lignede en gabestok. Der var en madras som jeg lagde maven på og benene lagde jeg på polstrede støtter hvorefter mine arme, ben og krop blev gjort fast til møblet med brede læderremme. “Matthew. Åbn din mund. Du får dette bidsel ind i munden, da undersøgelsen godt kan være lidt af en prøvelse, hvis man ikke har prøvet det før.” Jeg bed sammen om bidslet og sygeplejersken bandt det fast med en rem. På kinderne var der metalringe. En rem blev ført under min hage og en anden over mit hoved. Bidslet sad nu fast, så jeg ikke kunne spytte det ud og dårligt åbne min mund.

“Det er vel ikke for ubehageligt?” spurgte hun.

Jeg drejede hovedet fra side til side og signalerede nej.

Så fandt hun et halsbånd af læder frem og satte det om min hals. En rem i hver side blev gjort fast til møblet, så jeg ikke kunne bevæge mit hoved.

“Prøv at slappe så godt du kan” sagde hun og tog nogle svære gummihandsker på.

Jeg mærkede at hun tog fat omkring mit lem og min nosser. Hun mærkede efter “Begge kugler er ok. Forhuden ser fint ud”. Hun kørte den frem og tilbage. Jeg mærkede, hvordan der kom liv dernede. “Gode reflekser” Damen fra skrædderen smilte. Jeg rødmede.

Jeg mærkede en finger ramme min ringmuskel. Jeg stivnede. Fingeren havde noget fugtigt på. “Prøv at slappe af. Ikke spænde i kroppen” sagde sygeplejersken roligt. “Prøv eventuelt at gøre som når du laver stort”

Jeg adlød og fingeren gled ind i mig. Jeg udstødte et højt suk. Hun kørte fingeren frem og tilbage, hvorefter hun trak den ud. Jeg slappede af et øjeblik, indtil jeg mærkede noget større - en slags gummi-dims blive presset mod min åbning. “Vi skal lige rense dig ud, før du får skoleuniformen på.” Gummi-dimsen gled op i mig. “Matthew. Det er godt. Det første stykke er inde. Pres igen” Dimsen føltes større og større efterhånden som den gled ind. Jeg fik tårer i øjnene. Damen fra skrædderen kom hen til mig og strøg sin hånd over min kind for at trøste mig. Pressen var slemt. Jeg følte mig helt udspilet. Jeg bed hårdt sammen om bidslet. Sygeplejersken øgede presset og jeg skulle til at skrige. I det samme smuttede dimsen på plads.

Jeg slappede af. Sygeplejersken pillede ved dimsen og pludselig mærkede jeg vand løbe ind i min tarm. “Sådan. Nu skal vi bare vente et kvarter på, at vandet løber ud og får tid til at rengøre dig indeni.”

Vandet løb ind i mig mens de to kvinder talte sammen. Vandet var koldt og det gav ubehagelige kramper i maven. Jeg skreg af ubehag, men bidslet gjorde, at mine skrig blev transformeret til nogle nærmest dyriske lyde. Sygeplejersken klappede mig på hovedet “Du gør det fint. De fleste har det svært først gang, men du skal nok komme efter det når du har været her noget tid.”

Langt om længe var vandet i posen løbet ind i mig. De to kvinder løsnede mig fra møblet og førte mig over til et toilet, hvor sygeplejersken bøjede sig ned og med et ryk fra dimsen ud af mig. Indholdet af mine tarme røg ud i toilettet på en måde som jeg aldrig havde prøvet før.

Så blev jeg ført ind i et bad hvor sygeplejersken gjorde mig ren efter at have taget et svært gummiforklæde på og hjulpet mig af med bidslet.

“Så er du klar til din uniform” sagde sygeplejersken.

Da var det at jeg første gang så korsettet. Jeg forstod ikke helt hvorfor jeg skulle have det på, men damen fra skrædderen sagde at kostskolen kørte efter et engelsk forbillede og det var normalt at sørge for at de unge mænd havde en rank holdning når de forlod skolen.

Korsettet som var lavet af læder bestod af et stykke som gik omkring livet til lige under mine brystvorter. Der var hægter foran og snøring bagpå til at stramme det ind med. Jeg gispede og bad for mit liv da de strammede snorene. Da de var tilfredse følte jeg mig svimmel. Sygeplejersken kom med et stykke læder med remme på. Det var beregnet til at dække området med snøringen, så en elev ikke selv kunne løsne korsettet.

“Så er det skulderremmene” sagde damen fra skrædderen. De var 10 centimeter brede. Hun strammede dem, så det gjorde ondt, hvorefter hun trådte tilbage. “Det sidder fint på dig. Hvis du løsner remmene, så bliver du sendt til sygeplejersken, så pil ikke ved dem. Personalet checker dem periodisk”.

Jeg nikkede. Det havde været slemt med besøget hos sygeplejersken.

Hun kiggede på mig igen. “Det ser ud som om at du godt kan lide at have et korset på.” Jeg fulgte hendes blik og kiggede ned. Min penis var blevet stiv. Straks blev jeg flov, men så kom sygeplejersken over og begyndte at massere mine nosser med hænder, der stadig havde handsker på. Damen fra skrædderen gik om bag med og tog greb omkring skulderremmene, så jeg blev holdt fast. “Giv slip” sagde sygeplejersken, og lige der fik jeg min første udløsning. Safterne stod ud af mig og jeg stønnede tungt. Sygeplejersken blev ved indtil de sidste dråber havde forladt mig. Så tog hun en fugtig klud og tørrede min krop af.

“Du må hellere få et dæk-stykke sat på” sagde damen fra skrædderen og fandt et læderstykke, som blev ført mellem mine ben spændt på med nogle smalle læderremme. “Sådan. Så opstår der ingen pinligheder. Du kan selv tage dæk-stykket af når du skal besørge og det skjuler meget praktisk den begejstring I overliderlige drenge får fra tid til anden. Du kan altid kigge forbi, hvis du skal tømmes ud” sagde sygeplejersken med et smil.

Jeg fik derefter min skoleuniform som bestod af underbukser, undertrøje, skjorte, sokker, slips samt jakke og sko.

Damen fra skrædderen fulgte mig til rektor som godkendte min påklædning og jeg blev fulgt op på værelset. Min skoletid blev trods en ubehagelig start en god oplevelse. Korsettet lærte jeg at leve med.

Det vil sige indtil den dag i Gatorville, hvor jeg stod foran min tante. “Nu har jeg aldrig” sagde hun og rystede på hovedet. “Men det skal jeg ikke blande mig i. Behold du bare det på under tøjet, men vis det ikke frem til nogen som helst. Den slags forstår de sig ikke på.”

Jeg tog tøjet på. Det var en blå skjorte som var lavet af så groft materiale så man ikke kunne se korsettet. Bukserne var overalls med smæk og seler. Lidt for store, men heller ikke alt for store. Jeg kunne vokse i den som min tante sagde.

Da jeg klædt om gik vi ud i byen og over til skolen. Det var ikke en stor bygning. Den lå i udkanten af byen. Inde i bygningen var der to store rum og et depot. I det ene rum læste de farvede børn og i det andet rum børn af hvide. Skolen var blevet finansieret af Madame LaFontaine som var områdets store jordbesidder.

Inde på skolen var det, at jeg første gang fik øje på Anna. Hun var på min alder. Kort sort hår. Iklædt overalls som mig. Det var som om, at verden frøs første gang, at jeg så hende.

“Hej. Mit navn er Matthew” sagde jeg stille. Jeg mærkede sveden løbe ned af kinderne.

“Mit navn er Anna. Er du oppe nordfra? Det ser ud til at du har det varmt” spurgte hun

“Ja. Maine”

Vi satte os ned og snakkede. Det var som om at jeg altid havde kendt hende. Læderstykket som gik mellem mine ben forhindrede heldigvis at min begejstring for Anna blev alt for tydeligt.

“Vi skal til at gå” sagde min tante.

“Kan Matthew kigge forbi senere?” spurgte Anna

“Nej. Vi skal spise aftensmad. Men måske i morgen. Matthew vil fungere som hjælpelærer på sommerskolen for de små”.

Vi gik hjem. Min tante tog ordet. “Pas på Anna. Nogle mener, at hun er løs på tråden, og hendes farmor er en stor plantageejer og sidder i skolens bestyrelse.” Hun rømmede sig “Vi skal ikke have noget i klemme der.”

Vi gik tilbage til min tantes hus, hvor vi spiste og derefter gik i seng. Jeg havde svært ved at falde i søvn. For første gang i mit liv havde jeg set en pige, som jeg kunne blive forelsket i. Jeg tog læderstykket af, så der var fri adgang til at lege med mig selv.

På skolen var det strengt forbudt. Blev en elev opdaget i at være igang med den slags utugt, så fik eleven stive læderhandsker på, som blev fastgjort med læderstropper til et læderbælte. Straffen varede en uge. Nogle af eleverne havde prøvet turen mange gange. Jeg var kun blevet taget i at sove med hænderne under dynen en gang, og det var ikke rart. Alle elever blev, når de blev skrevet ind på skolen, underlagt en præfekt. En ældre elev som havde til opgave at guide de unge elever i hvordan man bedst retter sig efter skolens kodeks.

Min præfekt hed Jason. Han var retfærdig. Hans sås ofte i selskab med Mr. Harris, som var vores matematiklærer. Da jeg en nat lå og sov med læder-handskerne på, kom Hr. Harris ind i sovesalen. Han satte sig ved siden af mig og stak sin hånd ind under dynen da Jason afbrød ham. “Ikke ham” sagde Jason. Hr. Harris nikkede og gik over til en dreng længere nede i salen, som også var fikseret, fordi hans hænder ikke kunne være i ro om natten. Hr. Harris sad hos ham, og ikke længe efter hørte jeg drengen komme med et dybt suk før Hr. Harris gik igen.

Men herhjemme hos Tante Ethel var der ingen overvågning. Jeg følte på mig selv mens jeg tænkte på Anna. Jeg forestillede mig hendes former under tøjet og inden længe havde jeg fået rejsning. Jeg bed i dynen og min safter forlod min krop. Min krop føltes tung og inden længe faldt jeg i dyb søvn.