Viggo er i USA lige da 2. verdenskrig starter. Han måtte tage flugten efter noget rod i Los Angeles og arbejdede for en tid iført kvindetøj på hotel Bayou i en by i Louisiana.

----
Ethel kom ind i køkkenet “Japan har overgivet sig. 2. Verdenskrig er slut.” Straks brød alle ud i jubel. På trods af det begrænsede udvalg af fødevarer, så blev der festet. I ugerne efter begyndte hverdagen at melde sig igen og familierne forberedte sig på at deres slægtninge ville komme hjem igen, hvis de altså var i live. De to ejere af hotellet ventede nyt om Wilson, som de havde adopteret efter at gartneren der var enlig far, døde. De fik et brev som kort fortalte at hans udstationering var blevet forlænget, da han skulle være en del af de styrker som skulle kontrollere den del af Tyskland, som USA skulle stå for indtil videre. De var ikke glade, men i det mindste var han i live og så mange unge havde mistet livet i Europa, så det var positivt.

Siden begyndte soldaterne at komme hjem. Karens far var mellem dem. Hun var glad. Karens far overtog købmandsbutikken som om at han ikke havde været væk. Karen fik endelig lov til at være teenager indtil hun skulle stille til tjeneste hos en enhed der tog sig af oversættelser. Hvad jeg ikke havde vidst var at Karen var god til tysk. Familien hed egentlig Albrecht, men havde skiftet navn under Den Store Krig i lyset af den stemning som herskede tilbage i 1917. Alt var tilbage som normalt hos dem - i hvert fald indtil Karen skulle afsted.

Jeg fortsatte med at køre rundt med varer fra Købmandsbutikken dog nu klædt mere normalt. Efterhånden som soldaterne kom hjem blev der dog færre stop nu hvor at der var to voksne i de fleste hjem. Den lille provinsby var tilbage som den så ud før USA’s indtræden i krigen. Der var dog undtagelser. Clyde og hans bundt af drukkenbolte kom ikke hjem. Karens far havde kæmpet i Italien og han fortalte at de fleste af de nye soldater døde i de hårde kampe blot uger, nogle gange dage efter at de var sendt til fronten. Nogle nåede dårligt at affyre deres våben første gang før de faldt for tyskernes kugler. Med deres manglende erfaring op imod veltrænede enheder var de reelt chanceløse i en krig hvor det alt af mest handlede om at slide modstanderens beholdning af soldater op frem for at lave geniale strategiske træk som kunne bringe krigen til hurtig afslutning. Ingen savnede dem dog i byen, men andre familier mistede familiemedlemmer.

En af dem var fru Rosalynn Carter, som jeg havde trøstet så mange gange under krigen. Da jeg kom til hende med købmandsvarerne, så bad hun mig stille dem ude i køkkenet. Da jeg havde sat dem alle på bordet, kaldte hun på mig inde fra soveværelset.

“Viggo. Kom ind til mig.”

Det lod jeg mig ikke sige to gange. Rosalynn havde sit taljekorset på. Hr. Carter havde været en bestemt herre. Om ægteskabet havde været godt vidste jeg ikke så meget om, men det havde ikke taget mange besøg fra mig før at vi var endt i sengen.

En ting var at hun ville straffes. Hr. Carter havde altid givet hende med pisken mindst en gang om ugen. Hun lagde sig hen over sengekanten. Jeg låste hendes hænder på ryggen med de håndjern, Hr. Carters bedstefar havde brugt på sine ansatte. Hun fik det bid i munden som bedstefaderen også havde brugt. Det måtte have været nogle alternative ansættelsesforhold de havde haft før borgerkrigen. Læderremmene som jeg spændte omkring hendes hovede lugtede slidt. Når jeg først havde bundet remmene som gik bag om nakken og under hagen, var Rosalynn ikke i stand til at sige ret meget.

Jeg fandt ridepisken. Jeg lod spidsen af pisken glide ned over hendes ryg og ned til hendes private revne. Her drillede jeg hende. Jeg mærkede efter med fingeren. Hun var blevet våd og trak vejret tungt igennem biddet.

Pisken svingede jeg lidt fra side til side, så hun kunne høre lyden af den. Hun trak vejret tungere i forventning om det uundgåelige. Det første slag ramte her på ballerne. Der kom et grynt fra hende. Jeg kærtegnede hendes revne med mine fingre og gav hende et slag til. Et dybfølt støn fra hende var resultatet. Hun fik 3 slag mere. Derefter gik jeg ned på knæ og positionerede mig bag hende. Jeg var blevet stiv og jeg bankede min legemsdel ind i hende. Hun gryntede liderligt gennem biddet. Jeg arbejdede mig længere og længere ind. Rosalynn var ophidset og gryntede imens at jeg red hende bagfra. Der var en rem til biddet og jeg tog fat i den, så hun kunne mærke at jeg havde reduceret hende til ingenting. Det var mig som bestemte og det var noget at hun kunne lide. En klagende lyd afslørede at hun fik en orgasme. Jeg kom indeni hende.

Jeg trak mig ud og vi lagde os ved siden af hinanden efter at hun var blevet befriet.

“Jeg skal snart videre” måtte jeg meddele hende. Det var formentlig kun et spørgsmål om tid før rederiet bad mig om at komme tilbage.

“Det er jeg ked af.” Hun tændte en cigaret. “Jeg har været glad for at have dit selskab.”

“Hr. Carter? Hvad vil der ske med ham?”

“Han er begravet i England efter at hans fly faldt ned. Jeg vil besøge ham og så komme videre med mit liv, men det er svært at finde en som ham som deler vores fælles lyster. Du var med på den og så skal du rejse. Jeg er trist, men jeg forstår hvorfor du skal videre.”

Hun gav mig et kys og vi tog afsked.

Senere på ruten kom jeg forbi enkefru Conway. Aldrig så snart havde jeg placeret varerne før at hun kaldte på mig inde fra soveværelset.

Jeg gik derind og fik en overraskelse. Sergent Blackloch var også i soveværelset. “Har du mødt min kommende mand?” sagde hun med et smørret grin. Sergenten grinede også. “Han hev nogle klude frem. “Jeg var henne på hotellet og talte med Karen, da jeg opdagede hvordan at du havde narret mig gennem flere år. Senere faldt jeg i snak med enkefru Conway og udover at vi fandt ud af at vi havde så meget tilfælles at vi gifter os så kom vi også ind på hvordan at du har haft et forhold til hende siden at hendes mand døde. Så var det at jeg tænkte at jeg kunne slå to fluer på en gang. Hop i tøjet.”

Jeg genkendte kun tøjet for godt. Det var mit gamle korset. I flere år var det en hemmelighed at jeg var forklædt som stuepige, hvor Blackloch var den eneste som blev holdt udenfor. Selvom han var blevet sur da det blev afsløret, så fandt han forståelse for arrangementet da årsagen blev afsløret og hjalp mig med genoptræning. Vi var kommet på god fod og derfor fik jeg et chok. Var han sur over mit forhold til Fru Conway?

Temmelig forlegen tog jeg tøjet af og begyndte at tage korsettet på. “Nu skal jeg hjælpe dig” sagde Blackloch. Han strammede korsettet godt og grundigt.

Fru Conway bad mig om at komme over til sengen. Hun tog fat min pik og bearbejdede den med munden og hænderne indtil den stod flot og rank. Så lagde hun sig klar til at jeg skulle tage hende bagfra. Blackloch havde klædt sig helt af og legede med sig selv imens at jeg trængte ind i hende. Fru Conway stønnede da jeg trængte ind i hende. Jeg arbejdede mig godt ind i hende, da Blackloch kravlede op i sengen og placerede sig bag mig. “Læn dig lidt frem” sagde han.

Jeg gjorde som han sagde selvom jeg ikke var helt glad for situationen, men nu havde jeg holdt ham for nar al den tid jeg havde været i byen, så jeg lod ham gøre det. Jeg mærkede noget glat ved mit bagerste hul. “Det er et kondom, som hæren udleverer” forklarede han.

Han pressede på. “Stop. Den er alt for stor.” protesterede jeg, men han gav ikke op og et strejf af smerte gled gennem min krop da han trængte ind. “Rolig. Jeg er allerede inde. Nu styrer jeg slaget. Blot følg min krops bevægelser.”

Blacklock arbejdede sig ind og hvert stød fra ham forplantede sig i Fru Conway når min stive pik blev banket længere og længere ind.

Hun var blevet godt liderlig og stønnede højlydt. Jeg mærkede hvordan at hun fik orgasme. Hendes krop rystede og sveden perlede frem. Blackloch stødte sin gummibeklædte pik helt i bund og det var mere end jeg kunne stå for. Jeg kom inden i Fru Conway. Blackloch fulgte nogle nogle få minutter senere.

Vi trak os ud af hinanden og faldt ned på sengen. Fru Conway og Blackloch delte en cigaret.

“Nå Viggo. Det var desværre sidste gang. Fremover tilhører jeg Sergent Blackloch. Du må gerne komme forbi, men den intime del er forbi”. Jeg nikkede. Fru Conway havde været et dejligt bekendtskab, men krigen var forbi. Jeg havde familie i Danmark og et arbejde som ventede på mig.

Jeg kørte hjem på hotellet. Her tog jeg korsettet af som jeg havde båret under tøjet for sidste gang og gik i bad. Der var helt klart noget som jeg skulle tale med Karen om.

Nogle uger senere fik jeg et brev fra rederiet. De havde sat dato for min rejse til Hamborg for at hjælpe med at starte rederiets kontor op igen. Jeg hævede de mange penge, som jeg havde tjent på min samarbejde med Alice og gjorde mig klar til at rejse.

SLUT

---

Det var beretningen om onkel Viggo’s tid i USA under 2. verdenskrig eller ihvertfald hvad jeg kunne få ud af de noget vandskadede dagbøger efterladt på hans loft. Jeg har lavet noget research om Mafiaens forsøg på at kontrollere filmindustrien i Hollywood. Det fandt sted. Jeg har søgt efter en by som hedder Gatorville i Louisiana, men har ikke fundet den. Var det hans fantasi hele vejen eller kun noget? Jeg finder aldrig ud af det.